Beskrivelse
Flot og indflytningsklart sommerhus på 90 disp. kvm.
Åbent hus med tilmeldingskrav 18/12 – klik på billede –
Når tiderne skifter, og ingenting er som vi kender det, så er det måske tid til nye eventyr. Sommeren på Stenodden er ikke helt det samme som stranden langs Mallorcas kyst, men det er noget andet. Og kan noget andet. Noget trygt og velkendt.
Sommerhuset er tilbage fra 1973. Det lyder på 54 kvm bolig + 36 kvm integreret udestue(er), så man i alt råder over 90 disponible kvm!!. Hertil kommer to rigtig fine og meget anvendelige rum i forlængelse af garagen/carporten som er i boligkvalitet og som fungerer som to ekstra værelse. Huset er gennemgribende renoveret i sælgers ejertid, som strækker sig over 20 år. Sælger har i sin ejertid bl.a. skiftet døre/vinduer i hele huset, lavet “nyt” badeværelse med gulvarme og installeret varmepumpe. Med andre ord: huset er fuldstændig indflytningsklart. Her venter jer ingen kedelige udgifter til renovering de næste mange år.
På taget af sommerhuset har man desuden installeret solcelleanlæg som har været yderst rentabelt for sælger.
Sommerhuset er rummeligt og særdeles godt udnyttet. Det er praktisk indrettet med 4 soverum samt stor spise- og opholdsstue. Hertil kommer de praktiske og nødvendige rum som badeværelse med gulvvarme, flot køkken, en gang, viktualierum/sauna og to flotte, lyse udestuer. Masser af udendørs kvadratmeter og terrasseanlæg og ”opholdsrum”, alle garanteret med læ. Selv om det at tage i sommerhus er ensbetydende med hygge og samvær med familien og venner, så er indretningen her i sommerhuset lavet så man stadigvæk kan finde fred og ro og plads til fordybelse og afslapning, uden at man nødvendigvis ”forstyrrer” hinanden.
Sommerhuset fremstår sundt, meget velholdt, gedigent og i rigtig god stand. Så det gælder om her bare om at holde ferie, grille på terrassen, lege i haven eller løbe til vandet for at bade.
Det er lange lyse sommerdage, med duften af hav, skov og mælkebøtter i en skøn forening. Det er den duftende bløde sommerregn på faretruende tordenvejrs dage, med gode bøger og spil indendørs. Det er lange gåture mellem skov og strand, langs kysten under bøgens krone. Det er små trehjulede cykler, der kører om kap på de små veje. Det er sagte stemmer fra haverne omkring, mens skyernes formationer betragtes som sjove fantasidyr, fra ryggen på vattæppet i haven. Det er fuglefløjt på en tidlig stille morgen, og det er solens stråler der varmer huden tør og salt. Det er alt det vi kender og som vi holder så meget af. Det er den danske sommer.
Stenodden ligger på den sydlige del af Tåsinge, nær Vemmenæs. Turen fra motorvejen og Svendborg er let fremkommelig, og på godt og vel 20 minutter er I fremme. Som så mange andre steder, var området i tidernes morgen blot en del af landbruget, med skov og marker omkring. I dag er det et veletableret, hyggeligt lille sommerhusområde, der huser både faste beboere og sommergæster….