Beskrivelse
Moderne villa med god plads – centralt i Trekantsområdet
Mangler du plads til både børnene, hjemmekontoret og overnattende gæster? Så læs endelig videre. Her får du en moderne villa fra 2010 med separat forældreafdeling og yderligere fire værelser plus en lys og rummelig opholdsafdeling. Villaen ligger i et børnevenligt og naturskønt kvarter i Gårslev – godt placeret i Trekantsområdet. Indretningen i boligen er gennemtænkt og gennemført, og der er sammenhæng i de valgte materialer i hele boligen. Eksempelvis er trægulvene i stue og værelser hvidlakeret ask, mens alle gulvklinker i køkken-alrum og bad er italienske. Yderligere har boligen loft i kip i hele huset, hvor sælger har opsat troldtekt loft med nye spots i køkken og stuen. Boligens centrum er det store køkken-alrum. Der er induktionskomfur med indbygget emhætte i kogeøen, og køleskabet er en amerikanermodel fra Blomberg. Der er fra køkkenet åbent rumforløb ind til stuen, hvor I kan samles ved en hyggelig brændeovn. Når det er sengetid, kan du putte ungerne i den ene ende af huset, mens du kan gå til ro i den separate forældreafdeling, der både har walk-in-closet og eget badeværelse med dobbelt bruser. Begge badeværelser har bordplader med indstøbt håndvask. Bryggerset har vaskefaciliteter i arbejdshøjde, og herfra er der adgang til et viktualierum, hvor de elektriske installationer er samlet i krydsfelt. Haven har en sydvestvendt terrasse, hvor du kan nyde udsigten til markernes vidder, mens ungerne brænder krudtet af på plænen. Med til ejendommen følger endvidere en stor garage med isoleret loftsrum og automatisk dobbeltport. Garagen er stor nok til, at den kan benyttes som gildesal ved festlige lejligheder. Du kan cykle til Hvidbjergs lækre fladstrand på under et kvarter, og smukke naturområder som Trelde Næs er kun 10 kilometer væk. Gårslev har egen skole til og med 6. klasse, og der indkøbsmulighed i byen. Ejendommen ligger centralt mellem Vejle og Fredericia, og der er kun fire kilometer til Børkop. Denne bolig har alt, hvad en moderne familie kan drømme om. Bestil tid til en fremvisning i dag….