Beskrivelse
Stor, detaljerig ejendom med naturskøn beliggenhed i Bogense
Det er for enden af en lukket vej direkte til fredskov og åbne marker, at man bliver mødt af denne velkomponerede ejendom i Bogense. Boligens 386 kvadratmeter emmer af en uovertruffen æstetik og kvalitet, hvor samtlige af de originale detaljer er bevaret fra byggeåret 1969. Man kan dermed forvente en bolig med en generøs detaljerigdom foruden en funktionel indretning og flotte lysindfald. I alt seks værelser (mulighed for flere) og fire stuer understreger rummeligheden, mens den 2.580 kvadratmeter store grund sætter kronen på værket. Ejendommen er opført i de bedste materialer, og set udefra præsenterer den sig i klassisk stil med solidt, gult murværk, vingetegl på sadeltaget samt vinduesrammer i kernetræ. Træder man inden døre, oplever man straks, hvordan takten er ført videre med blotlagt murværk, sildebensgulv og indbyggede skabe, der nænsomt er bibeholdt med respekt for datiden. Boligen er centreret omkring de fire stuer, der ligger side om side. Det centrale omdrejningspunkt er pejsestuen med udgang til haven samt direkte forbindelse til havestue. Her er loftet bragt til kip, og glaspartierne understreger den lyse atmosfære, ligesom de naturskønne omgivelser drages indenfor. Derudover indeholder stueplanet også et køkken-alrum med et originalt forrammekøkken samt tre værelser, to retrobadeværelser der i 2021 blev renoveret med nye toiletter, håndvaske og amaturer, et bryggers og et spisekammer. På førstesalen råder man over yderligere tre værelser og et badeværelse samt et stort, disponibelt rum, der kan anvendes som et multirum eller indrettes til flere værelser.Haven er en oase uden lige med masser af privatliv, grøn beplantning og et rigt fugleliv. Terrasserne strækker sig mod syd, vest og øst, så solens bane kan følges i løbet af dagen, og den ene er desuden delvist overdækket. Til ejendommen hører endvidere en dobbelt garage med et tilhørende værksted, et toilet og et stort opbevaringsrum/værksted på førstesalen. Ejendommen ligger i rolige omgivelser direkte op til fredskov og marker, hvor heste går og græsser. Der er ved at ske et generationsskifte i området med flere småbørnsfamilier, der flytter til, og det er med god grund, da man får en fantastisk kombination af naturen og hverdagens fornødenheder. Man kan gå til Bogense Skole, pasningstilbud, fritidsaktiviteter og indkøbsmuligheder, ligesom distancen til byen, havnen og stranden tilbagelægges til fods. Endelig er der nem adgang til Odense og Trekantområdet, hvilket tilgodeser enhver pendler….