Beskrivelse
Lækkert enderækkehus fra 2020 nær vandet i Risskov
Både beliggenhed og bolig er yderst attraktiv her på Erling Jacobsens Gade 59 i Risskov, hvor I møder dette flotte enderækkehus fra 2020. Her bosætter I jer med gåafstand til vandet, og boligen er eksklusivt indrettet med virkelig lækre kvalitetsløsninger. Et andet plus er den gode planløsning fordelt over to plan bestående af en stue og et køkken-alrum i ét, fire værelser og to badeværelser. Glæd jer også til den sydvestvendte terrasse med udsigt til vandet.I placerer jer i naturskønne omgivelser med grønne parkarealer, stier og kort gåafstand til stranden og skoven. Derudover tilgodeses I også af den nemme vej til hverdagens gøremål, og inden for en radius af én kilometer finder I skole, daginstitution, indkøb, busstoppested og Letbanen, som bringer jer hurtigt til det pulserende byliv i Aarhus C. Enderækkehuset toner flot frem med en murstensfacade i rød/brune nuancer og markante glaspartier. Bilen kan parkeres i indkørslen foran huset, hvor der er forberedt eludtag til en ladestander. Indenfor er der skabt en rød tråd i hjemmet, da begge badeværelser og køkkenet er udført med sorte egefinér-fronter fra Svane samt Silestone Eternal Emperador-bordplader. Den harmoniske stil understreges også af de mange messingdetaljer, heriblandt Quookeren og vasken i køkkenet samt de imponerende glasbowlevaske på badeværelserne. Køkken-alrummet og stuen ligger i åben forbindelse og danner det store opholdsmiljø, hvor familien kan samles på tværs af hverdagens aktiviteter. Herfra er der tillige udgang til den dejlige terrasse. I stueplan venter også det ene badeværelse, som er forsynet med en glasafskærmet bruseniche og messingarmatur, og samme elegante og gennemførte stil ses på badeværelset på første sal. Heroppe kan I tillige se frem til de fire rummelige værelser med franske altaner. Hele året kan I nyde solen dagen lang og ikke mindst udsigten mod vandet fra den delvist overdækket terrasse i den lille, hyggelige have….