Beskrivelse
Delvist renoveret og charmerende ejendom tæt på Klosterheden
Her kan I overtage styringen på et renoveringsprojekt, hvor en stor del af opgaven allerede er løst til UG. Men I skal selv være klar på at tage fat og komme i mål. I kan dog sagtens flytte ind i det spændende hus, mens renoveringen står på og samtidig få glæde af de skønne omgivelser, hvor Klosterheden hører til de nærmeste naboer.
Bortset fra nogle få øvrige huse, Fabjerg Kirke og stadion præges jeres umiddelbare omgivelser af marker. I syd tager Klosterheden over, mens I skal se et par kilometer mod nord for at finde den egentlige Fabjerg landsby, hvor friskolen og -børnehaven samt vuggestuen alle meget passende har udelivet som fokus. Den aktive landsby har også egen købmand, og skal der handles stort ind, får I blot syv kilometer til Lemvig.
Boligen er opført i år 1900, men med teksten “Fabjerg Købmandshandel” på facaden er det tydeligt, at stedets historie beretter om andet end blot de almindelige boligrammer. Indenfor venter jer rigtig god plads med henholdsvis 172 m² bolig plus 84 m² kælder, og selve boligen er indrettet i forskudte plan, hvilket bidrager med et unikt og charmerende præg.
Der er truffet nogle rigtig fine valg i forhold til opdateringerne, så indretningen nyder en fin sammenhæng mellem originale detaljer og nyere inventar. Et par rum i den ene længe er endnu ikke helt færdige til beboelse, men det meste af huset er til at tage i brug. Dermed får I et rummeligt værelse foruden et par skønne leverum fordelt på et stort køkken-alrum og en lys opholdsstue.
Stuen er lige, som den skal være. Rummet sættes flot i scene med synlige bjælkekonstruktioner, plankegulve og hvide gipslofter med indbyggede spots. Køkken-alrummet er også stort set fuldendt. Der mangler bare lige gipslofter over køkkenet – alt andet er klaret. Selve køkkenet er rummeligt, og de charmerende fyldningselementer er et godt valg, der passer til husets stil. Badeværelset er af ældre dato, men de cremefarvede klinker giver rummet et nydeligt retro-look, så det kan fint vente, indtil I er klar til at tage fat. I de sidste rum er det endda allerede nu muligt at fornemme de skønne værelser, der er på vej.
Haven er dertil et levende, grønt bekendtskab, og den er tilmed både lukket og sydvendt. Vi uddyber alle detaljer ved en fremvisning – kontakt EDC Lemvig på tlf. 96 63 40 00….