Beskrivelse
Moderne byhus med karakter og kant midt i Aarhus
Stor grundplan, gennemtænkte løsninger og egen p-plads.
En gang imellem er fornyelse det rette valg. Det er dette elegante byhus fra 2022 et rigtigt godt eksempel på. Det er den ultimative bolig, hvor masser af plads, lys og funktionalitet forenes i gennemtænkt arkitektur med et væld af fine detaljer. Smukke rammer om livet i det charmerende Øgadekvarter midt i den gamle del af Aarhus, hvor du har alt, hvad du behøver, lige uden for døren. Det gælder også din egen p-plads, hvilket er et ekstra plus til en bolig, der emmer af overskud og kvalitet.
ØGADEKVARTERET – Øgaderne er en del af det gamle Aarhus med smalle, brostensbelagte gader og karakterfulde bygninger, hvor markedsdage stadig fylder de lokale stræder med liv. Her emmer stemningen af byens historie, og du kan mærke den unikke atmosfære, der er lige så skæv og charmerende som de gamle gader selv.
Lige for foden af bakken begynder Latinerkvarteret, hvor små, hyggelige butikker og caféer indbyder til afslapning og gode oplevelser. Hvis du ønsker at få pulsen op, kan du løbe gennem Riis Skov og langs stranden; en rute, der kombinerer naturens ro med havets beroligende lyde. Til en afslappet aften kan du tage til Aarhus Ø, hvor havnebydelen byder på et væld af restauranter med udsigt til vandet, og hvor den moderne arkitektur stræber efter skyerne.
Gode udearealer og privat p-plads
Byhuset i Fænøgade er udformet af Loop Architects og er i en klasse for sig, idet huset både er fritliggende på tre sider og har en stor grundplan. De lyse farver på facadestenene og de elegante vinduer er nøje valgt i samarbejde med arkitekten for at sikre, at de harmonerer med kvarterets oprindelige arkitektur, og alt er gennemtænkt ned til mindste detalje ude som inde.
Lige uden for havedørene breder en stor terrasse sig – omkranset af små bede anlagt af en havearkitekt. Her kan du nyde morgenkaffen i solen, læse en god bog i fred og ro eller samle vennerne til middag under åben himmel. Derudover har du to tagterrasser.
I forlængelse af din grund ligger en lukket, fælles gårdhave, hvor du har ekstra uderum. Samtidig har du din helt egen private p-plads, som betyder, at du kan køre bilen lige til døren uden først at skulle lede efter en plads.
Funktionalitet og æstetik i topklasse
Det rummelige hus råder over 235 kvadratmeter fordelt på tre et halvt plan med en meget gennemtænkt planløsning, der skaber en harmonisk balance mellem funktionalitet og æstetik. Alle materialer er af høj kvalitet – lige fra de praktiske Jura Grey-fliser i storformat, der strækker sig over hele stueplanet og giver et stilrent og åbent udtryk, til de varme trægulve på de øvre etager, som skaber en indbydende og hyggelig atmosfære.
I stueetagen mødes du af et massivt trækøkken fra Invita i røget eg, der bidrager til den gennemførte stil. Køkkenet er bl.a. udstyret med et rummeligt vinkøleskab, og det åbne køkken-alrum flyder naturligt sammen med stuen, der forener spisning og sofahygge. En ekstra og mere privat stue finder du på anden sal, hvor loftet går til kip, hvilket åbner rummet op og giver en fantastisk rumfornemmelse med lyset, der strømmer ind fra flere sider og fylder hjemmet med naturlig varme.
To tagterrasser tilføjer ekstra dimensioner
Heroppe kan du trække dig tilbage efter en lang dag, slappe af foran tvet og sænke skuldrene med en god kop te fra etagens kaffestation, der også rummer et vinkøleskab. På en lun sommeraften kan du skyde de store foldedøre fra LaCuna til side, lade ude og inde flyde sammen og nyde din vin på tagterrassen.
Soveværelset befinder sig ligeledes på anden sal, mens du på førstesalen har tre gode værelser med indbyggede skabe samt en rummelig repos, hvor du kan indrette hjemmearbejdspladsen, hvis alle værelserne er optaget. Etagen rummer desuden et stort badeværelse, der supplerer toilettet i stueetagen. Derudover finder du yderligere et disponibelt rum på det øverste plan med udgang til boligens anden tagterrasse, hvor du er omgivet af luft og lys og har en betagende udsigt ud over hustagene.
I Fænøgade 7 forenes kvalitet og funktion i gennemtænkt arkitektur, der skaber rammerne for et liv fyldt med både ro og energi. På den centrale beliggenhed i det charmerende Øgadekvarter har du desuden egen p-plads lige uden for døren….