Beskrivelse
God, gedigen og familievenlig etplansvilla i Nørremarken
På Farstrupvej 9 udbyder vi nu en type ejendom, der er særligt eftertragtet – her er der nemlig tale om en god og gedigen 70er-villa med gode inde- og udearealer, hvor der både er plads til samvær og privatliv. Ejendommen står klar til at danne ramme om jeres nye boligkapitel, og der er tilmed mulighed for, at I kan sætte jeres eget præg.I skal sætte kursen mod et roligt og familievenligt nabolag – Nørremarken -, og her ligger Farstrupvej roligt uden gennemkørende trafik; denne ejendom ligger endda inde midt på vejen, hvor man er godt tilbagetrukket fra de større veje i området. Villaen er opført i 1973, og den er et klassisk eksempel på de eftertragtede boliger, som blev opført i denne periode, hvor fokus var på en familievenlig planløsning samt et godt lysindfald med mange store vinduespartier.Boligen råder over 163 kvadratmeter fordelt over ét plan, og hoveddøren åbner til et hyggeligt og indbydende hjem. Planløsningen råder over entré og gangareal, badeværelse, gæstetoilet, tre værelser med skabsplads, køkken, bryggers og en imponerende vinkelstue med pejs og direkte udgang til terrassen og haven. Hjemmet er med andre ord veldisponeret og funktionelt, og ligesom I har mulighed for at sætte jeres eget præg via modernisering, er der selvfølgelig også mulighed for at tilpasse planløsningen – I kan eksempelvis etablere et ekstra værelse, ligesom I kan vælge at åbne op mellem køkken og stue og på den måde etablere et helt fantastisk leverum. Som prikken over iet er huset omkranset af en dejlig og solrig have, hvor den grønne beplantning kræver minimal pasning og pleje, og hvor terrasserne vender ideelt med sol det meste af dagen.Farstrupvej ligger lige nord for Køge C, men er mildest talt tæt på alt – og det er ingen overdrivelse. I en radius af få hundrede meter har I både skole, daginstitutioner og flere forskellige fritidsaktiviteter med Køge Idrætspark som en ekstra baghave. Nabolaget har en hyggelig og rolig atmosfære over sig, og beliggenheden klos op ad det kommende supersygehus er tilmed ideel for jer med arbejde der. Langs Nørre Boulevard finder I småbutikker, bageri og buslinjer, mens I kan fortsætte direkte ud på Nørregade og opleve Køges udvalg af forretninger, hyggelige caféer og spisesteder – mens I på torvet inviteres til livemusik og markedsdage med jævne mellemrum. Mens I har centrum lige ved, er der omtrent fem minutter til S-tog og 10 minutter til Køge Nord Station, og pendleren kan nå København K på 40 minutter i bil.Denne villa skal opleves med egne øjne….