Beskrivelse
På den skønne ø Bågø – vest for Assens finder I dette virkelig charmerende sommerhus, som ligger vidunderligt ud til vandet. I kan se frem til 148 kvadratmeter, der fordeler sig over halvandet plan. I stueplan er der et værelse, et badeværelse, et køkken og tre stuer en suite, mens førstesalen har endnu et værelse, en stue og et toilet.Bågø ligger midt i Lillebælt og byder på storslået natur med småskove, moser og strandengsområder. Fra de to observationstårne på henholdsvis Vestermosen og Noret kan I betragte det fantastiske fugleliv, hvor blandt andet havørne, fiskehejre og edderfugle findes. Rådyrbestanden er overraskende stor, så det er ikke sjældent, at I kan opleve de majestætiske dyr på øen – og endda på jeres egen matrikel. I er få skridt fra en af de mange gode badestrande, og hvis I er heldige, kan I se marsvin og sæler.I Assens finder I alle de praktiske fornødenheder, og der er færgeoverfart flere gange om dagen. Turen tager omtrent en halv time.Grunden er på ikke mindre end 5.912 kvadratmeter, og mod syd er der den skønneste udsigt til vandet, som I ligger i første parket til. Mod nord er der udsigt til markernes langstrakte vidder, og grunden byder også på et utal af træer, hvor både store og små kan gå på oplevelse. Mod syd er der anlagt en træterrasse, hvor havudsigten kommer til sin fulde ret, og I får også glæde af flere udhuse og et væld af charmerende detaljer såsom brønden, flagstangen og den overdækkede terrasse. Indenfor oplever I et hyggeligt, idyllisk interiør med blandt andet bjælkelofter, fyldningsdøre og et henrivende lysindfald. Flere steder kan I sætte jeres eget præg, men samtlige rum fremstår i gode, reelle og indretningsvenlige størrelser….