Beskrivelse
Ejendom med panorama udsigt 10 min fra Ringsted
Mulighederne venter bare på at blive forløst. Det er let at åbne op i stueplan og etablere flere værelser på førstesalen, så planløsningen kan tilpasses præcist til en ny families behov. Men det er slet ikke det bedste, for i haven, der strækker sig mod vest, får man frit vue over markerne fra træterrassen i flere niveauer, hvor man har både pool, loungeområde og højt til himlen.Der bliver uden tvivl plads til de helt store drømme, når adressen hedder Fjellebrohuse 14A. Etagemeterne strækker sig helt op til anden sal med det flotteste kig over de åbne marker, og alle rum spejler en rummelighed, man sjældent finder magen til.
Udefra stråler huset med sin hvide facade og et skinnende sort tag som første møde med den mængde kvalitet og velhold, der venter på adressen. Ud mod markerne folder haven sig ud med en enorm træterrasse i flere niveauer, som endda har en dejlig pool og hyggelige loungeområder, mens selve haven er et børnevenligt pardis med legestativ, plæne og flot beplantning. Her finder man også det store skur med rigelig opbevaringsplads og den rummelige hønsevoliere, som er oplagt til et større hønsehold. I forlængelse heraf åbner haven sig op mod den stemningsfulde bålhytte med både shelter og overdækket bålplads – det perfekte sted til udeliv i læ for vejret og med det bedste view over mark og land. Nede bagved gemmer haven desuden på en lille æblelund, inden man når udsigtsposten for enden, hvor man virkelig kan nyde naturens ro og åbne vidder.
Selve huset åbner op med en stueetage fuld af herlighedsværdi, hvor man finder et stort køkken, to sammenhængende stuer, badeværelse, bryggers og disponible rum. Det er oplagt at vælte den midterste væg og skabe et sammensat rum med udsigten som omdrejningspunkt. På førstesal ligger endnu en stue som centrum med adgang til i alt tre værelser, hvor man kan undersøge mulighederne for at etablere badeværelse og dermed skabe en regulær forældreafdeling, eller man kan gøre brug af det store rums volumen og etablere endnu flere værelser. Den egentlige prik over i’et sættes af den renoverede andensal, der nemt kan blive mere end bare gode opbevaringsrum.
Velkommen hjem.