Beskrivelse
Stemningsfuld lejlighed i den populære sydby i Silkeborg
Denne lejlighed ligger med en placering i top nær Indelukket og Remstrup Å, byens mange faciliteter og de skønne søer og skovområder tæt på. Når man bor her kan bilen få et hvil, for herfra kan man gå og cykle ned til midtbyens mange butikker og caféer samt området ved Papirfabrikken med biografen og fitnesscenter m.v. Det samme gælder i forhold til den smukke omkringliggende natur uanset om turen går ned til Indelukket for at spise is eller spille minigolf eller man skal ud på de mange mountainbikespor i skovene eller en badetur i søerne. Med en sublim beliggenhed på plads kan vi se nærmere på denne hyggelige og stemningsfulde lejlighed, der ligger i en flot rødstensejendom fra 1934, hvor der er i alt 4 lejligheder. Denne lejlighed ligger i stueplan og der er let adgang til den hyggelige fælleshave. Derudover medfølger der eget kælderrum og egen vaskemaskine i det fælles vaskerum. Der er sket en omfangsrig istandsættelse af lejligheden, hvor vi kan fremhæve, nye vægge, nye gulve, nye døre og vinduer med lydglas samt etablering af et ekstra rum i den høje kælder. Herudover er der sket udskiftning af alle hvidevarer inden for de sidste par år. Lejligheden fremstår lys og nymalet med smukke stukdetaljer og et fantastisk lysindfald. Man får adgang via en entré, der går ud i en fordelergang, der er knudepunktet i boligen med adgangsdøre til alle rum. Her ligger det ældre, men velholdte og funktionelle køkken med mange skabe samt et større soveværelse og et børneværelse. Herudover er der indgang til badeværelset med gulvvarme og den hyggelige stue. Her er fint med plads til både spisebord og sofabord, så der er plads til at invitere vennerne på besøg. Der er videre udgang til en rummelig altan, der ligger mod syd, ligesom en trappe fører ned til et lyst værelse med et stort opbevaringsrum. Til lejligheden hører også indkørslen, der fører ind til en rummelig garage med el-port, hvor man får gode ekstra kvadratmeter, der kan bruges til værksted eller opbevaring m.v. En virkelig hyggelig og charmerende lejlighed, der skal ses….