Beskrivelse
Flot rødstensvilla med gode naboer og naturskønne omgivelser
Drømmer I om at få luft og plads, et godt lokalmiljø med gode naboer og naturen lige uden for døren? Så skal I tage et kig på denne klassiske villa fra 2001, som ligger i Stenderup et kvarters kørsel syd for Horsens.Villaen er bygget i 2001 og præsenterer sig flot med en velholdt forhave, grusindkørsel og carport. Til huset hører også en smuk og idyllisk have, der byder på stor græsplæne, drivhus, egen dam, sydvendt terrasse og en overflod af frugttræer – æble, blomme, pære og kirsebær.Indenfor får I 193 kvadratmeter at indrette jer på. I 2016 er det meste af huset indvendigt blevet totalrenoveret, bl.a blev køkken og badeværelse i stueetagen udskiftet, det samme blev alle gulve – minus det flotte flisegulv i køkken-alrummet. Stueplanet udfolder sig med tre indretningsvenlige værelser, køkken, alrum, stue, flisebadeværelse med separat brus og bryggers med vaskefaciliteter. Særligt stuen skal fremhæves, for her er der højt til loftet, smukke blotlagte bjælker og et dejligt lysindfald gennem sprossede vinduer. I åben forlængelse heraf følger et alrum med plads til det lange spisebord og herefter et køkken i et elegant design med alt i hårde hvidevarer.På førstesalen ligger et værelse med walk-in side om side med et badeværelse med spa og brus, en ekstra stue og et rum til opbevaring, og udsigten til marker og træer bliver man ikke træt af. Energiforbruget er der ligeledes styr på, da huset har både solceller og varmepumpe.I kommer til at bo på en rolig vej uden nævneværdig trafik, hvor naboskabet er helt i top. Rundt om kvarteret breder endeløse marker sig, ligesom I bliver nabo til shelter- og legeplads. I byen er skole til 7. klasse, indkøb, forsamlingshus og sportshal, og det er en aktiv by med bl.a. byfest og loppemarked. For pendleren kan turen til Horsens klares i bus eller bil på under en halv time, mens der blot er en halv times køretur til Vejle….