Beskrivelse
Hyggelig og indflytningsklar villa i naturskønt område
På et roligt lukket vænge i Gjern finder vi denne hyggelige villa, der er opført i 1983 på en overskuelig grund på 616 kvm. Her bor man i trygge og rolige omgivelser med stisystem, der blandt andet fører til skolen og den store Spar, der har et varieret og omfattende sortiment. I byen er der ligeledes bager og et kultur- og idrætscenter med et foreningsliv, der lever i bedste velgående. Det naturskønne område indbyder til gå-, løbe og cykelture i en varieret natur, hvor også Feriecenteret Landal ligger, og her er badeland og en god golfbane. I det nære område finder man også Trækstien, der fører ind til Silkeborg langs Gudenåen, så her er rigtig gode muligheder for at være aktiv.. Den hyggelige bolig er overkommelig med en lav vedligeholdelsesgrad. Der er sket en løbende vedligeholdelse og i 2018 blev der opsat et flot Ikea køkken og etableret et ekstra værelse/kontor – men man har bibeholdt gulvet, og væggen kan derfor let tages ned igen, hvis dette ønskes. Planløsningen byder på det hyggelige køkken, hvorfra der er indgang til 2 værelser og det praktiske bryggers med plads til vaskefaciliteter og videre udgang til carporten. I delvis åben forbindelse med køkkenet ligger en skøn lys stue, der har lyset strømmende ind fra flere sider. Der er plads til både spiseafdeling og sofakrog og i løbet af sommeren smelter inde og ude sammen, når man åbner op ud til den flisebelagte terrasse. Fra stuen er der udgang til en entré med indgang til et soveværelse og et badeværelse. Uderummet er velanlagt og her finder man højbede og et hønsehus, så det er muligt, at hente friske æg til madpakken. Haven er lukket godt af, og her er altid læ, og gode kroge med både sol og skygge. Til boligen hører et godt værksted med god plads. Drømmer I om at finde et hyggeligt hus i et roligt område med blandt andet et godt naboskab og smuk natur tæt på -. så er denne bolig uden tvivl værd at høre mere om!…