Beskrivelse
Bo på landet i fredfyldte og herskabelige omgivelser.
Denne præsentable ejendom kan udover en velholdt og tidssvarende bolig også tilbyde bl.a. en flot parklignende have med en 1.500 m2 stor sø samt flotte gamle træer. Derudover er der også 2 store haller med fast bund og et samlet areal på 1.300 m2.
Lige fra man svinger ind i indkørslen fornemmer man, at det er en spændende ejendom, man er på vej mod. Gårdspladsen foran stuehuset er belagt med granitskærver, og der er en bred asfalteret vej/plads mellem bygningerne.
Stuehuset i 3 plan præsenterer sig således meget flot, når man kommer kørende. Der er et samlet boligareal på 200 m2, og stuehuset blev totalrenoveret i 2006. Det er opført med muret, vandskuret facade. Taget er belagt med røde teglsten, og der er næsten træ/alu vinduer overalt.
Det kan fremhæves, at nuværende ejere bl.a. har lavet følgende:
I 2018 er stuehuset blevet hulmursisoleret, og der er blevet efterisoleret på loftet. Pille fyret er også fra 2018. I 2022 er der i boligen installeret en luft til luft varmepumpe. Ligeledes er der etableret dobb. carport med Clever lader.
Boligen er indrettet med en Entre med nedgang til kælderen og en flot trappe til 1. salen – et lækkert Badeværelse – et flot Køkken, som er meget velholdt og med spiseplads i Alrummet, hvorfra der er et pragtfuld udsyn til parken/søen. Ligeledes et skønt lysindfald via karnappen – en stor Vinkelstue med en ekstra Stue eller et Værelse.
På 1. sal er der en stor Stue med udgang til en altan med panoramaudsigt over haven – et Badeværelse – et stort Soveværelse og et Værelse.
I den store hal på 1.000 m2 er der inddraget ca. 45 m2, som er blevet indrettet med motionsrum, herreværelse og et toilet. Disse lokaler er isoleret og opvarmet. Der er automatiske porte til begge haller.
Det samlede grundareal udgør lige knap 2,5 ha og ligger samlet omkring ejendommen. Det består primært af den store parklignende have, søen og beplantede arealer.
Her er virkelig tale om en harmonisk og spændende ejendom med mange kvaliteter og usædvanlig mange muligheder i de 2 store haller….