Beskrivelse
Unik mulighed: Nybygget fritidshus fra 2023 – helt tæt på Vesterhavet
Åbent hus med tilmeldingskrav 19/5 – klik på billede –
Moderne og luksuriøst fritidshus fra 2023 med plads til 12 personer – Helt tæt på Vesterhavet – det bliver ikke meget bedre. Estimeret udlejning på hele 300.000 kr. om året.
En helt fantastisk beliggenhed venter jer hér i Vrist. Huset ligger i én af de allerførste rækker til klitterne på et lille, lukket sommerhusvænge, og I får derfor fuld fornøjelse af kystens foranderlige landskab og natur. Tegner en solnedgang sig særligt farverig, er panoramaudsigten fra toppen af klitrækken ganske få skridt væk. I Vrist kan roen nydes, den barske og smukke vestjyske natur lige udenfor vinduet og tilmed et absolut luksushus, hvor der er kræset om både detaljer og materiale.
Det planlagte fritidshus bliver en moderne fortolkning af det klassiske udgangspunkt. Loft til kip med akustiklofter og støjreducerende gulve sikrer en behagelig rumfornemmelse, selvom I er mange samlet, og med hele 12 sovepladser samt 3 badeværelser er det netop uproblematisk at invitere den udvidede familie med på ferie. Et stort aktivitetsrum kommer der også i huset, hvor både store og små kan bruge timevis på hygge og spil.
Lysindfaldet spiller sin egen positive rolle i huset, og den åbne opholdsafdeling er et naturligt samlingspunkt med plads til alle på én gang. Som udgangspunkt er inventaret holdt i et lyst og nordisk udtryk med lækre materialer fra Svane, men der kan være mulighed for jeres egne tilvalg.
I hele huset installeres der Nilan ventilationsanlæg, der bidrager til et mere optimalt indeklima.
Gulvvarme i alle rum.
Træterrasse omkring hele huset, og en del overdækkes og afskærmes, så I får et uderum, der kan modstå vestkystens vindforhold. Afslapning og hygge må være kodeordene for dette sommerhus. Fra det ene bbadeværelse er der direkte udgang til terrassen, og sauna vil også være på listen af luksustilbehør – til at toppe hele herligheden får I en udespa på terrassen. Der er kort sagt perfekte forhold til at hoppe med på vinterbadningstrenden eller bare skrue op for selvforkælelsen.
Vrist er et rigtig skønt og populært sommerhusområde, hvor der er plads til at koble fra og nyde ferien i rolige naturskønne omgivelser. Og samtidig kan du ikke langt herfra også deltage i de mange aktiviteter, som findes i nærområdet. Lige uden for døren finder du som sagt den smukke og barske natur, som kendetegner vestkysten. Netop ved vandet møder du unikke naturoplevelser året rundt, og en cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
Vesterhavet med sin brede sandstrand er det helt store trækplaster for både turister og lokale, der elsker at komme til dette område i løbet af hele året.
Aktiviteterne omfatter blandt andet Adventure Golf, fodboldgolf, ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med skydning, motionscenter, skaterbane mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er desuden kort afstand til rigtig gode indkøbsmuligheder i Harboøre og i sommerhalvåret er der både restaurant og købmand i gåafstand fra sommerhuset. Området ligger et lille kvarters kørsel fra Lemvig og Thyborøn, som begge er havnebyer ud til Limfjorden. Her summer det af liv, især om sommeren, med hyggeligt havnemiljø, flere dagligvarebutikker og masser af detailhandel. Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det muligt at tage det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Ved fremvisning bliver tvillingehuset på Neerlandiavej 196 vist frem – Kontakt EDC Lemvig på tlf. 96 63 40 00 for at høre nærmere….