Beskrivelse
Velkommen hjem til Godthåbsvej 65, hvor der venter jer en skøn boligpakke: en lys og venlig andelslejlighed med en solrig altan og en attraktiv adresse ikke langt fra Skives byliv. Her er tale om nogle dejlige rammer for såvel de unge førstegangskøbere som for parret, hvor børnene er fløjet fra reden. I får her en velholdt bolig, der kræver minimal vedligeholdelse, så der bliver god tid til at nyde tilværelsen.Lejligheden ligger trygt i et pænt og roligt område, hvor I bydes velkommen af en bebyggelse bestående af klassiske rødstensejendomme fra 1990. Bygningerne indrammer både nogle grønne fællesarealer og de fine parkeringsmuligheder; I kan glæde jer over, at der med i købet hører en privat p-plads. Derudover har den velfungerende andelsboligforening et fælleshus med bl.a. gildesal, så I kan nemt holde store fester og runde fødselsdage for både familie og venner. Som en praktisk detalje kan det også nævnes, at I får jeres eget kælderrum med mulighed for opbevaring. Bebyggelsen folder sig ud med lavt byggeri i kun to etager, og I får glæden af at overtage en lejlighed på 1. sal, hvor I finder jeres eget indgangsparti i forbindelse med en privat og solrig altan. Her bor I således ugeneret øverst oppe, hvor I ikke skal tænke på overboer, og I kan være helt jer selv, når I fremover nyder sommervejret på den sydvestvendte altan. De gode oplevelser fortsætter indendørs, hvor 81 kvadratmeter bærer præg af løbende vedligeholdelse og prydes af et dejligt lysindfald. Det er desuden en veldisponeret planløsning, der fordeler kvadratmeterne, så der er ingen spildplads, men derimod nogle gode, regulære rum. Entréen har indbygget skabsplads, det velholdte badeværelse har vaskefaciliteter, og de to lyse værelser har integrerede garderobeskabe. I hjertet af det hele ligger stuen med åben forbindelse til køkkenet, så her vil I samles, og der er rigelig plads til at indrette et hyggeligt opholdsrum med såvel spiseafdeling som sofahjørne. Velkommen hjem….