Beskrivelse
Familievilla på lukket vej i Græsted – direkte til fredet natur
Åbent hus med tilmeldingskrav 8/1 – klik på billede –
Boligsøgende familier med sans for naturen kan med fordel sætte kurs mod Gøgevangen 13 i Græsted. Her venter ikke bare en velindrettet og velholdt villa med 150 kvadratmeter bolig, men også et naturområde, som baghaven støder op til. Inde i villaen, både i stueplan og på første sal, er der direkte kig til naturens farvespil, som det folder sig ud hen over de fire årstider. Tilsvarende leves sommerlivet på terrassen, i glaspavillonen og på plænen i nærkontakt med naturen. Bagest i haven er der låge i et lavt hegn og en lille gangbro over til det fredede engområde med små søer, vildtvoksende træer og rigt dyreliv.
Til den anden side har villaen Gøgevangen, der er en mindre, lukket og privat vej, hvor børnene cykler og står på rulleskøjter. Den fredelige og naturskønne adresse er kombineret med nem adgang til indkøb, skole, foreningsliv og de mange andre tilbud i Græsted.
Arkitekturen giver fuldt udbytte af placeringen på kanten af naturen. Det åbne rumforløb i grundplan med køkken, alrum og stue har store vinduespartier mod haven og engområdet. Første sal, der er åbnet til kip, byder på endnu en stue – også her med udsigtsgivende glasflader. De indbydende rum til det sociale samvær suppleres af bryggers, to badeværelser og tre værelser.
Villaen, der er opført i 1970’erne, er på energisiden udstyret med to varmepumper.
Kontakt EDC for mere information og gerne en naturskøn fremvisning på Gøgevangen 13….