Beskrivelse
ENESTÅENDE, FREDET EJENDOM PÅ GRÅBRØDRETORV
Historiens vingesus gennemblæser Gråbrødretorv 3, et af de bedst bevarede ildebrandshuse og en lille bid kulturhistorie. Her boede nemlig digteren Johan Herman Wessel, da han skrev det berømte satiriske sørgespil “Kjærlighed uden Strømper”, og derfor går ejendommen i dag under navnet “Wessels Hus” – en bygning, der har et sjælden stor mængde oprindeligt udstyr bag den farvestrålende facade og en oprindelig planløsning, der fungerer som den mest charmerende tidslomme tilbage til det gamle Kjøbenhavn.Året var 1732, og den altødelæggende brand havde et par år før hærget byen. På dette tidspunkt blev den flotte, farvestrålende bygning opført i fem etager med både forhus, baghus og trappehus, som på daværende tidspunkt gjorde det ud for ti selvstændige lejligheder. I dag er den moderne livsstil dog nærmere tilgodeset ved at bruge ejendommen til den pladskrævende køber eller flere generationer, der hylder den måde, hvorpå ejendommen står historisk korrekt og smuk. Den er nænsomt restaureret, og resultatet står klart: en lignende ejendom findes slet og ret ikke.Forhus, baghus og trappehus forbindes af en charmerende gård med ølandsfliser, en lille flisebelagt oase omkranset af bindingsværk og sprossede vinduer.Tager vi først et kig på forhuset, hvis front vender mod torvet og det charmerende cafémiljø, byder stueplan på køkken og en dejligt stor stue med vægpaneler og flotte gulve samt et lille køkken til gennemgang.Førstesalens firfagede stue med vægmalerier fra 1756, værelse, køkken, badeværelse og rummelige entré udgør næste trin, mens andensalen var Wessels lejlighed – og denne er næsten et kapitel værd i sig selv. Her er bevaret originale kalkmalerier fra 1732 på væggene. Noget tilsvarende har ikke overlevet andetsteds i byen! Desuden findes endnu et køkken, som står med charmerende, gammel kogeniche.Tredjesalen rummer en selvstændig lejlighed med 3 værelser, køkken og et lille toilet. Øverst findes en dejlig kvistlejlighed med stue, entré, værelse, toilet og endnu et lille smalt køkken. Fra vinduerne er der den flotteste udsigt over torvet, Vor Frue Kirke og Rundetårn. Baghuset er opført med mere simple linjer og består at et stort køkken i stuen, to mindre køkkener, to badeværelser, 4 toiletter og fire værelser fordelt over etagerne. En ekstra bonus er kælderplan, der i baghuset præsenterer sig som et rigtig godt rum og i forhuset er en fantastisk klinik eller salon med adgang fra torvet.Og mens der er meget, meget mere at sige om den fredede bygning og historien, som bl.a. omfatter Ludvig Holberg, er det naturligvis også vigtigt at berøre beliggenheden. Caféer og gastronomiske oplevelser indrammer den hyggelige atmosfære på Gråbrødretorv, hvor det hele ligger lige foran hoveddøren. De charmerende brosten giver adgang til det meste, og som om det ikke er nok, frister hele Indre By med endnu flere tilbud. Man bor naturligvis kun en kort slentretur fra indkøb, buslinjer, Metro og kultur i alle afskygninger, og selv for familien er der gode skoler, pasningstilbud og grønne åndehuller lige i nærheden….