Beskrivelse
Nyere ejendom centralt i Aars god plads og masser af charme
Billede 1,2 og 27 er visualiseringer af ejendommens facader, hvor de står nymalet, og er blot til inspiration for køber.\n\nDenne ejendom i Aars henvender sig til jer, der søger en stemningsfuld bolig, hvor der er god plads til hele familien. Her er tale om en charmerende villa fra 2002, som er opført i to etager. Planløsningen inkluderer blandt andet hele fem værelser og to badeværelser, og I kan tillige se frem til to lyse stuer.\n\nHuset ligger centralt i byen, så spadsereturen til det hyggelige gågademiljø tager cirka fem minutter. Der er samme korte afstand til Aars lystanlæg og skøjtesøens kønne parkarealer. Aars har endvidere flere skoletilbud og daginstitutioner samt gymnasier.\n\nEjendommen har integreret garage, og byggeriet præsenterer sig med hvid facade, småsprossede vinduespartier og mørkt, halvvalmet tag. Forrest på grunden er der etableret en stor fliseindkørsel og et skønt terrasseområde, mens baghaven er anlagt med plæne, havegang og grøn beplantning. Her er endvidere et lille lysthus og en sydvendt træterrasse.\n\nInden døre bydes I velkommen i store, lyse rum, som fremstår med pæne gulve, klassisk stuk og flotte, murede detaljer. Bemærk eksempelvis de elegante søjler, der pryder åbningen mellem opholdsstuen og boligens køkken-alrum. Begge afdelinger får et naturligt lysindfald fra syd, og franske døre leder ud til baghavens træterrasse.\n\nKøkken-alrummets køkkensektionen er udført i et romantisk, nordisk design med hvide fyldningselementer, kogeniche og væghængte vitrineskabe. Ligesom i flere af hjemmets rum er her desuden murede hylder og smuk stenbordplade.\n\nStueplanet indeholder herudover et soveværelse med walk-in-closet, yderligere to gode værelser og et lækkert badeværelse, der både har bruseniche og hjørnebadekar.\n\nI entréen fører en fin trappe op til førstesalen, hvor I finder endnu et badeværelse og to værelser. Etagen har også en møblerbar repos, et praktisk opbevaringsrum og en stor stue, som har direkte udgang til en solrig altan.\n\nKontakt os for yderligere information og en fremvisning.


