Beskrivelse
Flot og velholdt villa på bynær adresse
Det er en fornøjelse at præsentere jer for denne villa, som ikke bare er velholdt, men fremstår lige til at flytte ind i. Ud over en bolig på 117 m² kan I se frem til yderligere 72 m² i en anvendelig kælder, og dertil får I en ugeneret og velpasset have, som byder på flere fine uderum. Kronen på værket er den attraktive og bynære beliggenhed, som giver jer gåafstand til centrum.
Derfor vil de snørede kondisko eller cyklen oftest blive de foretrukne hjælpemidler, når I skal omkring i byen, hvor I finder det meste inden for en radius på blot en kilometer. Det gælder både havnemiljøet, handelsgaderne, stationen samt nærmeste folkeskole og gymnasiet. Samtidig har I en god købmand tæt på.
En række opdateringer i 2002 har samlet set løftet villaens udtryk, så selvom boligen egentlig er fra 1957, er standen upåklagelig. Tilsvarende må siges om lysindfaldet, og selv de bedste disponible rum i kælderen nyder et naturligt lys. Rummene er således anvendelige til mange formål – særligt da kælderen også har egen indgang.
Det er dog i stueplan, at boligen rigtigt folder sig ud. Både den indbydende opholdsstue og det store køkken-alrum har ekstra højt til loftet, og tilsammen byder de to afdelinger på rigtig god plads til familiehyggen. Køkkenet er lyst og pænt med hvide elementer, og stuens pletskud er den hyggelige vindueskrog, hvor I får en skøn udsigt – og udgang – til haven. I en afdeling for sig ligger desuden boligens store soveværelse sammen med et rummeligt badeværelse i flotte materialer. Dermed er alle boligens vigtigste komponenter holdt praktisk i ét plan.
I skal ikke kaste mange blikke på haven for at opfange, at der er lagt lidt kærlige kræfter i at holde den pæn og præsentabel. Forhaven er mest til pynt, mens baghaven i stedet er indrettet med et par højbede samt et drivhus. Den er endda ugeneret, og baghaven er også begavet med læ, da den ligger lidt lavere end selve huset. Det samme gælder for den sydvendte terrasse, som skærmes af en tæt hæk. Afrundingsvis får I en carport med tilhørende skur.
Området omkring Lemvig er kendt for sine bakkede dale, og skønne natur omkring fjorden, der strækker sig helt ind til det hyggelige miljø på Lemvig havn.
Vesterhavet og Klosterheden ligger indenfor en afstand af 10 kilometer, og hér er der rig mulighed for skønne og smukke naturoplevelser året rundt.
I centrum af byen finder du adskillige dagligvare- og detailbutikker i hyggelig gågade samt havnemiljøet, der især om sommeren summer af liv.
Havneområdet har været gennem en stor forandring gennem de sidste ti år, hvor den har forvandlet sig fra en travl industrihavn til smukt havnemiljø med restauranter, lystbådehavn, skaterbane, legepladser, havnebad og senest det nyopførte klimatorium.
Byen har mange foreninger med fritidstilbud til alle aldre der både foregår i lokale bygninger samt i byens kulturcenter – Der findes endvidere motionscentre, svømmehal, 2 padle-tennis haller, aktiv ro-, og sejlklub, biograf, smuk golfbane og meget mere.
Kort sagt – En rigtig smuk havneby der med sin størrelse kærer for det nære og trygge miljø.
Kontakt os hos din lokale EDC på tlf. 96 63 40 00 for en fremvisning….