Beskrivelse
I Nordjylland er der kun ganske få byer, der ligger helt ud til vestkysten. En af dem er Lønstrup, 15 km vest for Hjørring. Ved Hjørring kan man komme på E39 og så er der kun lige omkring 2 timer til Aarhus. Lønstrup har et stort supermarked, der er åbent sommer og vinter, restauranter i flere prislejer, tøjbutikker, arbejdende guld- og sølvsmede, gallerier, keramikere, kunsthåndværkere, glaskunstnere, garnforretning – og som noget helt nyt en undervandsfotograf. Flere af disse har åbne værksteder og man kan ofte få lov til at kigge lidt over skulderen – eller måske lave sin egen souvenir i Glashuset. Af større attraktioner i nærheden kan vi nævne Rubjerg Knude Fyr ca. 2 km syd for byen. Det blev i 2019 flyttet 70 m væk fra skrænten og trækker flere hundrede tusinde gæster hvert år. Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og Fårup Sommerland ved Blokhus, Ørnereservatet øst for Tversted, Hirtshals Museum … Oplevelserne står nærmest i kø, det er bare at vælge.Grunden skråner nedad mod syd, hvor der er en formidabel udsigt til Rubjerg Knude fyr. Desuden er der et lille havkig mellem husene. Grunden er græsbevokset og giver plads til biodiversitet. Der er nemlig kun slået græs rundt om huset, hvor der er delvist indhegnede terrasser fra øst til vest, så huset har rigtig gode sol- og læforhold. Mellem huset og carporten mod vest er der stakit og i skellene er der en lav vold mod vest og nord samt lidt bevoksning mod nordøst. der er 5-600 m at gå hen til den nærmeste trappe ned til stranden, næsten samme afstand til midtbyen og lidt længere til solnedgangspladsen, hvor de små fiskerbåde trækkes op på stranden efter dagens fiskeri. Det er charmerende at se på – og gangstien langs stranden er et yndet mål for dagens spadseretur.Huset er i sin grundform et bjælkehus (Maach type 54 SPV), der i 2002 er renoveret med isolering af ydervæggene, nyt asbestfrit eternittag og opsætning af ny beklædning. Ved den lejlighed blev der bygget et par meter til mod øst, hvilket øgede størrelsen på det største soverum og køkkenet. Køkkenet er i åben forbindelse med stuen, og begge soverum har direkte adgang herfra. Der er naturligvis direkte udgang til terrassen både fra stuen og køkkenet. Via entreen kommer man til husets badeværelse, som har flisegulv, toilet, håndvask og bruser. Det store soveværelse har dobbeltseng og det andet har 2 enkeltsenge. Der er ovenlysvinduer i køkkenet og det store soveværelse. Indretningen er hyggelig og enkel, og rummene emmer af hygge med bjælkevægge og limtræsbjælker. Vægge og lofter står med den naturlige patina og de lyse gardiner og store vinduer gør, at der kommer meget lys ind i huset.Huset opvarmes med varmepumpe(Mitsubishi, install 2013, udedel skiftet 2021) med supplement af elradiatorer på værelserne og den store brændeovn i stuen, der nemt kan give nogle ekstra varmegrader. Varmepumpen kan startes hjemmefra med sms.Huset udlejes ikke. Ved fuld dispositionsret ville der kunne forventes en årlig indtjening i størrelsesordenen 70-90.000….