Beskrivelse
FOR DEM, DER FORTJENER AT VÆRE EN DEL AF DET HØJERE BORGERSKAB
Man forventer næsten at blive taget imod af butlere og tjenestefolk à la Downton Abbey, for det fornemme førstegangsindtryk, som Haldumlund 3 indgyder, drager med de elegante facadeudsmykninger nemt paralleller til herregårde fra en svuden tid.Men, men, men: når vi træder ind af døren, ville enkegrevinden af Grantham nok glippe lidt med øjnene. Man har nemlig lagt sig i selen for at opdatere hjemmet til punkt og prikke, så et vaskeægte power couple anno 2022 vil kunne få stablet en solid Instagram-konto på benene med snapshots fra de mange smukke elementer, der har fundet vej i indretningen.Hele familien kan være med. Huset i to etager rummer 194 kvadratmeter fyldt med elegance, og mens I tager et let greb i hinandens arme og vinker royalt til de fiktive tjenestefolk, oplever I et hus i verdensklasse. Stueplan indeholder en pompøs hall bag den massive mørke hoveddør, og de nuancerede fliser og høje lofter leder videre mod resten af herligheden med badeværelse, køkken og to stuer en suite. Plads mangler I ikke – det er sikkert og vist. De to enorme stuer med høje vægpaneler og den smukkeste udsigt til naturens vajende græsser bliver kun gjort mere hyggeligt af de franske dobbeltdøre, der sammenbinder opholdsrummene, mens køkkenet er smukt dekoreret med lækre elementer og en enorm køkkenø, der ville gøre Mrs. Patmores kogekunst ære. Også badeværelset er luksuriøst, naturligvis, og den kompromisløse, røde tråd fortsætter således ufortrødent.Opad går det ad den svungne trappe, op til førstesalen og de fire store værelser plus endnu et ekstravagant baderum, som her foruden separat brus også har et ægte velværebadekar.Huset ligger tilmed med en dejligt nem have, hvor I kan spadsere med paraplyer, handsker og lange skørter eller sidde på terrassen og nyde livet.Huset ligger i hyggelige Haldum, den lille landsby nordvest for Hinnerup, hvor de daglige gøremål foretages. På halvvejen ligger Haldum-Hinnerup Skolen for de yngste, mens selve Hinnerups er en naturskønt beliggende stationsby – og så er det værd at bemærke, at en tur til Aarhus ikke tager mere end en halv time i kareten….