Beskrivelse
Historisk mølle med 360 graders grøn udsigt
At bo i en historisk mølle med udsigt over Nordsjælland er kun de færreste forundt, men ikke desto mindre, hvad der venter de nye ejere af denne ejendom i Blistrup.
Over tre plan byder møllen ind med originale indslag og ottekantet charme. Hertil kommer en tilbygning til selve møllen samt to annekser. Hele herligheden holder til på en knap 1.700 kvadratmeter stor grund med frugttræer. Samlet set er der rigtig mange kvadratmeter at gøre godt med og rig mulighed for at kombinere den unikke bolig med erhverv, en kreativ hobby og meget mere.
Møllen er Blistrups ikoniske vartegn, der strækker sig mod himlen over byen. Inde i møllen opleves det med udsigt mod alle verdenshjørner og med naturen omkring Blistrup i synsfeltet. Udsigten indgår ikke kun på møllens øvre plan, men også i stueetagen. Under åben himmel kan udsigten nydes på rundgangen, der er møllens klassiske 360 graders altan.
Dåbsattesten er fra 1877, og møllen har bevaret såvel det ydre formsprog som flere originale indslag, herunder de tykke ydermure og vingerne. Senest blev møllen renoveret over en periode i 1990erne. Resultatet er en bolig med blandt andet isolerede vægge, termoruder og varmepumpe. Køber skal dog regne med at sætte i stand og løfte den historiske mølle frem til en ny og stolt fremtid.
I Blistrup ligger møllen centralt i byen, men samtidig trukket tilbage fra trafik og i en grøn verden.
Kontakt EDC for en fremvisning….