Beskrivelse
Fantastisk familievilla på lukket vej i Eriksmindekvarteret
Åbent hus med tilmeldingskrav 17/2 – klik på billede –
På Højager 3 venter jer en villa, som kan indfri alle drømmene om et familievenligt hjem i et roligt villakvarter. Der er meget at glæde sig over her på adressen: En børnevenlig beliggenhed for enden af en lukket vej, god mulighed for børne- og voksenafdeling og en skøn have med sjæl, charme og masser af sol.
Sidst men ikke mindst er det værd at fremhæve husets flotte stand, som giver jer et fuldstændig indflytningsklart hjem. Et ekstra stort plus er det åbne køkken/alrum, som er et fantastisk samlingssted i huset. Herfra kan I gå direkte ud på det solrige terrasseanlæg, der er perfekt placeret mod syd. Køkkenet er elegant indrettet med hvide, stilrene moduler og en gedigen træbordplade, der samlet set skaber et perfekt eksempel på minimalistisk køkkenindretning i skandinavisk stil.
Planløsningen fordeler sig med en oplagt forældreafdeling med eget badeværelse i den ene ende af huset, og to børneværelser i modsatte ende. Der er et ekstra badeværelse i forbindelse med entréen, og I får ligeledes et praktisk bryggers med god skabsplads og bekvem bagindgang. Det skønne hus fuldendes af en stor stue, hvor der er masser af plads til forskellige hyggekroge og en dejlig pejs. Fra stuen er der også smuk udsigt over haven, og de store vinduespartier lukker gavmildt lyset ind.
Huset er særdeles velholdt både inde og ude, og der er et lyst og moderne udtryk, uanset hvor øjet rammer. Planløsningen er perfekt tilpasset familielivet med gode, store værelser og skønne opholdsrum til de fælles stunder.
Den dejlige have er med til at gøre sommerdagene endnu bedre, og I får en skøn grund med plads til forskellige aktiviteter på plænen og den store terrasse.
I får adresse i det eftertragtede Eriksmindekvarter, som i stor stil tiltrækker børnefamilierne. Der er bekvem gåafstand til alt lige fra vuggestue og børnehave til skole, gode legepladser, indkøb og S-tog. Nærmeste supermarked ligger bogstaveligt talt rundt om hjørnet, og shoppingcenteret Waves finder I blot 900 meter fra hoveddøren. Sagt med andre ord: Boligen såvel som beliggenheden er som skræddersyet til børnefamiliernes behov. Alt i alt et fantastisk flot og funktionelt hjem, hvor I kan flytte direkte ind….