Beskrivelse
Velholdt etplansvilla tæt på alt til hverdagen
Er I en børnefamilie på udkig efter næste boligkapitel? Eller hører I til blandt unge par, der drømmer om hus, have og plads til fremtiden? Uanset hvem I er, så kan vi kun anbefale et besøg på Højsletten 120. Her skal I se nærmere på en pæn etplansvilla med velbevaret 60er-charme og en sydvendt have med sol til sommerdagene – og alt det ligger godt placeret i det eftertragtede Lindehøj Kvarter.I ankommer til synet af den fine, klassiske gulstensvilla, som oprindeligt blev opført i 1969. Bilen kan parkeres i indkørslen, og herfra kan I træde indenfor i entréen, som er startskuddet på et dejligt hjem, hvor man tydeligt fornemmer, at der er lagt tid og kærlighed i den løbende vedligeholdelse. I får således et godt udgangspunkt for at indrette jeres drømmehjem; I kan flytte ind og modernisere i jeres helt eget tempo.Den klassiske 60er-villa kendetegnes bl.a. ved den gode planløsning og de brede vinduespartier, som også pryder jeres hjem og fylder rummene med en masse dagslys. Derudover vil I også opleve intakt 60er-arkitektur både på gæstetoilettet og på badeværelset, hvor fine fliser i pastelfarver pryder væggene. Toilet og bad ligger side om side, og de placerer sig i en separat afdeling med husets tre værelser, der alle har indbyggede garderobeskabe. Fordelingsgangen binder boligen sammen og leder jer videre mod de to opholdsrum, hvor et spisekøkken står klar til at danne rammen om hyggelige hverdagsstunder, og hvor den store stue giver jer god plads til at samle familien. De to rum støder op til hinanden, så der er også mulighed for at etablere ét stort leverum, hvis det står højt på ønskelisten. Til slut fuldendes planløsningen af et praktisk bryggers med egen indgang. I jeres dejlige stue er det de store vinduespartier, der løber med opmærksomheden, for de lader lyset strømme ind, mens de samtidig inviterer havens grønne omgivelser indenfor – og så åbner døren direkte op til en sydvendt fliseterrasse i en flot, velanlagt have, der ligger ugeneret vendt væk fra vejen. Adressen i Lindehøj Kvarteret er prikken over iet. I bor tæt på både natur ved Sømosen og Netto på Tvedvangen, og så er der heller ikke langt til bymidten og BIG Shopping. Derudover har I daginstitutionerne Lindehøj og Lindehaven som naboer samt Lindehøjskolen i gåafstand, og når børnene bliver større, har de gymnasiet lige over vejen. Fritidslivet finder I også hurtigt vej til, for både Herlev Hallerne og Skøjtehallen ligger i en radius af 500 meter. Så hvorfor skal I købe netop denne bolig? Fordi I her får en velholdt etplansvilla med en god planløsning, en solrig have og en attraktiv adresse i det familievenlige Lindehøj Kvarter….