Beskrivelse
Fantastisk lys og meget veludnyttet 2V med hems på Frederiksberg – føles som en 3V
Når man besøger denne imponerende toværelses lejlighed på Frederiksberg, får man følelsen af, at man er gået hele vejen for få det absolut bedste ud af de rammer, man har. Lejligheden står i flot moderne stand og har, som den store attraktion, en stor og virkelig flot hems med soveplads og walk-in-closet. Det gør, at lejligheden faktisk føles som en treværelses, da du både får separat køkken-alrum, en stue samt en soveplads. Velkommen til!
Vi befinder os i svømmehalskvarteret på den ensrettede Holger Danskes Vej et par minutters gang fra Aksel Møllers Have og metroen. Det er en central placering, og du har således også supermarkeder, butikker, spisesteder og caféer inden få hundrede meter. Lejligheden ligger øverst i bygningen på femte sal, hvilket betyder, at det også er en særdeles lys lejlighed.
Tilføjelsen af hemsen gør kun lysindfaldet endnu bedre. Konstruktionen er lavet således, at der er loft til kip i en del af køkken-alrummet, så man også her, nyder godt af lysinfaldet fra de to Velux-vinduer i hemsen. Derudover er der også lavet et Velux-vindue i køkkenet samt et normalt vindue, hvilket samlet skaber et fantastisk lyst og indbydende opholdsrum. Køkkenet er nydeligt med hvide fronter og har blandt andet både vaskemaskine og opvaskemaskine (små udgaver, installeret i skuffemoduler). Alrummet har en god størrelse, hvor der fint kan sidde 6-8 personer til bords.
Hemsen er nydeligt lavet og stor nok til at placere en seng af fornuftig størrelse. De to tagvinduer giver flot udsigt til tårnet i Zoo og weekendfyrværkeriet i Tivoli, og for enden af rummet venter en diskret skabsdør, der åbner op til et walk-in-closet. Også det er flot lavet og giver klart en wow-oplevelse første gang.
Værelset ved siden af køkkenet kan med fordel indrettes som stue, derudover får du et virkelig flot badeværelse med gulvvarme, koksgrå fliser på gulv og vægge samt en fin bruseniche med glasdør.
Som boligejer får du brugsret til et kælderrum, vaskehus, cykelskur samt en hyggelig gårdhave med græsplæne, masser af beplantning og fælles havemøbler.
Ring og bestil en fremvisning i dag!


