Beskrivelse
Smuk klassisk ejendom opført i 1922 på 2.169 m² kuperet grund.
Åbent hus med tilmeldingskrav 23/7 – klik på billede –
Går I og drømmer om charme og idyl, egen “skovudsigt” og badekåbe-afstand til en dukkert i Øresund – så læs videre!
Nu er det muligt at købe en del af drømmen – Hjortehuset er nemlig udbudt til salg!
I det eftertragtede Vedbæk, behageligt tæt på både havnen, stationen, indkøb, skoven og stranden findes denne unik perle…
en smuk klassisk ejendom opført i 1922 i træ og særdeles eftertragtet beliggende på 2.169 m² kuperet grund.
Så snart du træder ind i huset fornemmer du straks atmosfæren – roen sænker sig og skuldrene og pulsen falder ned.
Du bliver budt velkommen i entréen, hvorfra der er videre adgang til et stort køkken/alrum, et badeværelse samt stuer og værelser.
Køkkenet er hvidt og åbent i landlig stil, elementerne er af nyere dato, fine hvidevarer og god skabs- og spiseplads. Fra køkkenet er der direkte udgang til en fantastisk skøn lukket gårdhave, hvor maden kan serveres morgen, middag og aften.
Stuerne er opdelt således at der er rum til at have gæster, rum til fordybelse i en bog ved pejsen eller rum til tv-kig i fjernsynssalonen.
Fra en af stuerne er der udgang til den stor balkon/terrasse der snoer sig om huset og hvorfra der er udsigt over den flotte kuperede have, den store plæne og de store smukke træer der på malerisk vis danner baggrundskulissen i bunden af haven.
Fra en anden stue er der direkte udsigt til himlen via de store ovenlysvinduer og udgang til hyggelig fliseterrasse.
Huset rummer i alt tre stue-afsnit, tre gode soveværelser, et ældre badeværelse samt et rigtig hyggeligt køkken/alrum.
Bag huset i forbindelse med gårdhaven er der opført et annekslignende udhus med bl.a. stort gæsteværelse og tilhørende badeværelse i den ene side samt et godt værksted i den anden. Til huset hører endvidere en nyere carport.
Er du interesseret i huset eller blot i grunden og beliggenheden så ring 30 70 04 11….