Beskrivelse
Villa med kig til Glenstrup Sø og god beliggenhed for pendlere
Højtbeliggende villa i Holmgård, hvor man ved indgangen, kan vende sig om og nyde udsigten til den smukke Glenstrup Sø.
Boligen byder på to indgange, et vindfang og et godt bryggers, begge med adgang til fordelergang. Der er et spisekøkken og en stor vinkelstue med udgang til terrasse og have. Villaen byder også på et gæstetoilet og et badeværelse, hvor der er bruseniche og badekar.. Der er to værelser og herudover et stort værelse, hvor der har været drevet frisørsalon fra. Værelset er så stort, at det nemt kan opdeles i to gode værelser, så boligen i alt har soveværelse og tre børneværelser.
Kælderen er på 23 kvm. og indeholder en stor garage, hvor der er god plads til et værksted foruden bilen.
Haven er udlagt med græs, prydbuske træer mm. Den er godt lukket af, så man kan opholde sig ugenert på grunden og på den flisebelagte terrasse ude i haven, der ligger helt korrekt for aftensolen – nemlig sydvestvendt. Det vil være oplagt at lave en morgenterrasse foran villaen, hvor man kan nyde morgenkaffen sammen med den fine udsigt til søen og den omkringliggende natur.
Holmgård er en mindre landsby, lidt syd for Hobro. Dette er den perfekte beliggenhed for pendler-familien, – tæt ved motorvej E45 mellem Hobro og Randers og med nem adgang til det naturskønne område omkring Glenstrup Sø med flere kilder og i øvrigt en sø med gode fiskemuligheder. For de aktive købere, byder naturen omkring søren også på både gode gå-, løbe- og cykelruter….