Beskrivelse
Løbende moderniseret villa tæt på centrum med godt værksted og stor grund samt ekstra skovområde/grund
Huset: Tilbagetrukket og tæt omkranset af skovbeplantning ligger denne løbende moderniserede villa. I gåafstand til centrum og det til trods, har man her sin egen skov og bl.a. rådyr gående i baghaven. Desuden et stort funktionelt værksted på i alt 91 kvm med port og højt til loftet. Grunden er på hele 4.707 kvm med grusbelagt gårdsplads, have med drivhus og græsplæne samt flere terrasseområder. Bl.a. et skønt overdække i forlængelse af yderligere et tilhørende 18 kvm træbeklædt udhus. Her kan man sidde fuldstændig ugeneret med “vild med vilje” naturen helt tæt på og desuden nyde solen fra sydvest. Ekstra matrikel medfølger (Holstebrovej 1a) på i alt 2.499 kvm, som er et replantet skovområde helt op af ejendommen – hele ejendommen kan kun købes inkl. den ekstra skovgrund. Boligen er på i alt 176 kvm og udnyttet i 2 plan. Løbende moderniseret og fremstår i dag med flotte antracitgrå facader, vedligeholdelsesfrie sternbrædder, stærkt eternittag og udskiftede vinduer m.m. Indenfor ses bl.a. et lækkert totalrenoveret badeværelse med gulvvarme og udskiftet tidløst IKEA køkkeninventar med flot stenbordplade m.m. Detaljer som charmerende niveauforskelle og en generelt hjemlig atmosfære mærkes fra det øjeblik man træder i huset. Området: Med 2 tilhørende store matrikler og værksted så bynært, ses denne type ejendom sjældent udbudt. Her fås klart fornemmelsen af at “bo på landet” med desuden tilpas afstand til nærmeste nabo. Samtidig kan man nemt gøre brug af byens faciliteter, og der er ikke langt til både dagligvareindkøb, skole og børnehave i en i øvrigt bydel under stærk samt spændende udvikling. Indretning: Rummelig entre med adgang til et dejligt badeværelse med bruseniche. Køkken/alrum med udskiftet flot IKEA køkkeninventar og trappe til 1. sal. Værelse/kontor og stort soveværelse med faste skabe. Fra soveværelset er der gennemgang til rummeligt bryggers med masser af skabs- og bordplads samt vaskefaciliteter i god arbejdshøjde. Desuden direkte adgang til husets andet badeværelse som er totalrenoveret i smagfuld stil. Stor kombineret spise- og opholdsstue med udgang til hævet træterrasse og haven. 1. salen rummer hele 3 værelser – heraf et meget stort værelse med adgang til et regulært opbevaringsrum. Køber opfordres til at tage kontakt til egen bank for at få rådgivning omkring samlet finansiering af hele ejendommen inkl. skovgrunden….