Beskrivelse
Hou Engvej 80, Melholt, 9340 Asaa
Åbent hus med tilmeldingskrav 19/3 – klik på billede –
Velkommen på Hou Engvej 80.
Huset er oprindeligt en saddelmagerbolig, men i de seneste 30 år har huset været Vendsyssels svar på Søren Ryges Have.
Her er blevet plantet, og solgt, blomster, stauder og jordbær. I haven findes gamle frugttræer, rhododendron, rislende vandløb, lyngbed og et væld af blomster. Her kan du være “vild med vilje” eller fordybe dig i haven, som den er, i timevis. Huset er i den oprindelige stil med små rum, synlige bjælker, brændeovn, flere udgange til haven – og en udnyttet overetage. Man kan bruge det som det er – men også finde kommende projekter, så man får sat sit eget præg hen over tid. Der vil formentlig være mulighed for at bruge huset som fritidsbolig – flexbolig.
Huset ligger mellem skov og strand. Tæt på naturen og langt fra naboerne – men få km. fra et af Danmarks største sommerhusområder. Så selvom roen er kendetegnende for denne bolig, så er du stadig tæt på sommerkoncerter, krabbevæddeløb og ishus.
Huset ligger på Hou Engvej, en fredelig omvej mellem Hou og Melholt, som primært benyttes af strækningens beboere – og cyklister, der jagter den smukke rute med Kattegat i horisonten. Melholt ligger i gåafstand fra huset. Her har husets tidligere beboere været flittige brugere af blandt andet petanquebaner og forsamlingshus. Tager du selv ruten ind til Hou, passerer du gårde, naturcamping, dukkemuseum og vejboder.
Huset har været bolig for et ældre ægtepar og dannet rammerne for utallige ferier og fester for børn, børnebørn og oldebørn, som selv beskriver at “der er kærlighed og grin langt ind i loftbjælkerne”.
Så er du på udkig efter et hus, der kan give dig og dine minder for livet, så bestil en fremvisning på denne skønne plet….