Beskrivelse
Smuk og indbydende murermestervilla!
Super charmerende murermestervilla fra 1934, i meget indflytningsklar stand. Ejendommen er løbende blevet renoveret samt tilbygget, således at den fremstår med en moderne indretning i form af sammenhængene stue og køkken – samt værelser på 1. sal. Ejendommen er ideel til den lille børnefamilie såvel som begynderparret, der ønsker at etablere sig på boligmarkedet. Ejendommen har fået skiftet alle vinduer fra 2008 og frem til 2018. Endvidere er der nyere bryggers, badeværelse og gulve flere steder.
Denne indbydende ejendom er beliggende centralt i den hyggelige landsby, Osted – som ligger mellem Roskilde og Ringsted. Osted er en by i fuld udvikling og vækst, som bl.a. har flere supermarkeder, attraktiv folkeskole, gode idrætsfaciliteter, institutioner, bibliotek, slagter samt andre specialforretninger. Desuden er der gode offentlige transportmuligheder i form af busser til de større handelsbyer, Roskilde og Ringsted – samt til Hvalsø station – hvorfra man nemt kan komme til København H med toget på kun 43 min. Osted ligger meget naturskønt, da den grænser op til Bistrup skovene, hvor lange gå- og løbeture kan nydes samt med omkringliggende smukke marker og åbne vidder.
Ejendommen indeholder: Lys og indbydende entré. Rummelig vinkelstue med flotte gulve, som er let at indrette til både sofagruppe såvel som til spisearrangement. I stuen ville der kunne etableres et ekstra værelse, såfremt man måtte have behovet herfor. I forbindelse med stuen er der pænt køkken med masser af skabs- og arbejdsplads, samt nyere hvidevarer. Fra køkkenet er der adgang til tilbygningen, som i dag fungerer som kombineret vaske/- og fyrrum samt som ekstra stue. Bryggerset er renoveret for få år siden med nyere gulve, vægge og lofter mv. I tilbygningen er der integreret orangeri, hvor man kan nyde de sene sommeraftener efter duggen er faldet. 1. sal: Godt repos, som kan benyttes til kontorplads. 2 gode soveværelser. Super flot og nyere badeværelse, med dekorative fliser samt flot møblement. Der er smukke fritliggende bjælker på 1. salen samt udsigter til marker fra de fleste steder. Haven er skøn og privat samt nem at holde. Der er flere gode hyggekroge og terrasser. Endvidere godt udhus med plads til haveredskaber, cykler mv.
Denne skønne villa, er ideel for den prisbevidste køber – som ønsker sig at bo godt og centralt!…