Beskrivelse
Lys, herskabelig, rummelig. 191 etagemeter. Stor sydvendt terrasse.
Velkommen til Hulgårdsvej 72, 1. – en fantastisk villalejlighed i to etager med store, lyse rum, en privat sydvendt terrasse og en fleksibel tagetage med mange muligheder. Her får I det bedste fra to verdener: En rolig, ugeneret bolig med masser af plads og charme – kun en kort cykeltur fra byen og tæt på naturskønne områder. Boligen egner sig perfekt til familien eller jer, der drømmer om plads og privatliv tæt på byen.
VILLALEJLIGHED: Denne rummelige villalejlighed er indrettet med tanke på både æstetik og funktionalitet. Den er nyligt istandsat men med respekt for husets oprindelige detaljer. Hjemmets hjerte er det store, åbne køkken-alrum, hvor lyset strømmer ind, og hvor der er god plads til både hverdag og festlige middage. I forlængelse ligger stuen, hvor der direkte adgang til den skønne træterrasse, hvor solen står på hele dagen.
Boligen byder desuden på to gode værelser, to badeværelser, et depotrum samt en skøn tagetage. Tagetagen rummer to store disponible rum, et walk-in-closet samt en rummelig repos – perfekt som kontor, kreativt værksted eller ekstra opholdssted.
Så drømmer I om en rummelig bolig med sjæl og charme tæt på byen? Så er Hulgårdsvej 72, 1. bestemt et besøg værd!
EJENDOM: Denne klassiske ejendom fra 1925 har charme og karakter med røde mursten, sprossede vinduer og rød vingetegl. Der medfølger et kælderrum samt et overdækket cykelskur, og der er kort afstand til områdets legeplads.
OMRÅDE: Beliggenheden er ideel for jer, der ønsker både byliv og grønne omgivelser. Genforeningspladsen ligger lige ved siden af med fodboldbaner, løbestier, tennis og padel. Grøndalscenteret med et væld af sportsmuligheder er også tæt på. Samtidig er Frederiksberg, Vanløse, Nordvest og Nørrebro kun et stenkast væk – og Rådhuspladsen nås på under 15 minutter på cykel.