Beskrivelse
Nu kan I overtage nøglerne til dette indflytningsklare rækkehus i tre forskudte etager, med den glimrende beliggenhed i det naturskønne Skåde, ca. syv kilometer syd for Aarhus C. Boligen indeholder en stue og køkken-alrum ud i ét, et værelse med hems og et moderne badeværelse, mens det nederste plan kommer med tre disponible rum og et bryggers. Rækkehuset fra 1990 præsenterer sig nydeligt udefra med den hvide facade og matchende vinduesrammer, som kontrasteres flot af det røde tag. I træder derefter ind i stueplanet, hvor I fra entréen med gulvvarme får adgang til et lyst værelse med hems. På modsatte side finder I det fortrinlige badeværelse fra 2015 med hvidt møblement og brus, ligesom I også her kan lune fødderne på varmen i gulvet. Trappen i entréen fører jer videre op i stuen og køkken-alrummet, som utvivlsomt fungerer som husets hjerte. Her sørger det kipførte loft og karnappen med det imponerende vinduesparti med ovenlysvinduer for et formidabelt lysindfald i hele rummet. Selve køkkenet er fra 2019 og forsynet med hvide fronter og induktionskogezone, som gør madlavningen til en fornøjelse. Husets nederste plan har egentlig kælderstatus, men er så meget i boligkvalitet, at vi har tilladt os at angive huset som 123 kvm. bolig for at ramme den præcise målgruppe. De faktiske arealer er 76 kvm. bolig + 47 kvm. kælder. Kælderen er indrettet med 2 rigtig gode, disponible rum, hvorfra der fra det ene er adgang til et godt udnyttet depotrum samt et fint bryggers med gode skabsløsninger. Fra stuen får I adgang til terrassen fra 2017, der med sin sydvendte orientering sikrer jer masser af sol hele dagen. I flytter ind i et roligt kvarter, hvor I på under ti minutter kan cykle til skovene og Dyrehaven i det pragtfulde Marselisborg. I får heller ikke langt til hverken skole, pasningstilbud eller indkøb, som alt sammen ligger i en radius af 600 meter, og så tager det et kvarter i bil til Aarhus C og når I så kommer hjem, kan bilen let parkeres lige uden for huset….