Beskrivelse
En 60er perle ved foden af Ryds Ås naturliv
I bunden af Kærsangervænget finder du en ejendom, hvis omgivelser fra forhaven er pæne og afdæmpede, men som for alvor folder sig ud på bagsiden af huset. Du vil opleve en ejendom i umiddelbar nærhed til fredskov, uberørt natur og ved foden af Ryds Å med dét ro, fuglefløjt og privatliv, det fører med sig. Velkommen til denne kvalitetsbevidste 60er villa med en udsigt lige så skøn, som de frodige omgivelser.
Huset byder på 231 etagemeter, alle med højt til loftet og med direkte udgang til niveau, der fordeler sig over 160 m2 bolig i ét plan, med dertilhørende kælderareal på 71 m2. Sidstnævnte er indrettet i boligkvalitet og er særdeles anvendeligt enten som større arbejdsrum, hobbyrum, teenageafdeling eller gildestue – etagen har nydeligt gæstetoilet og viktualie-/vinrum med en vaskeægte bankboksdør. Desuden et nyindrettet vaskerum og installationsrum. Herfra er der direkte udgang til niveau på siden af huset.
Boligdelen er nøje istandsat efter husets 60er originalitet og fremstår lige dele spændende og som et varmt familiehjem. Opholdsrummet – stuen – er med en helt særlig udsigt over egen parklignende have og ned mod skovens begyndelse, ligesom grunden på siden af huset er indkredset af fredskovens frodige mangfoldighed mellem buske og træer. Huset rummer tre værelser, hvor det største lige nu er indrettet til arbejdsværelse, men udsigten gør det måske svært, at koncentrere sig om arbejdsrelaterede gøremål. De to øvrige værelser ligger mod husets gavl, hvoraf det ene har en privat altan og det andet med kig til fredskoven. Ved de tre værelser er stueetagens badeværelse placeret. Køkken og spisestue ligger i umiddelbar sammenhæng og desuden med udgang til den skønneste opmurede gårdhave.
Huset er placeret som var grundstykket skræddersyet hertil – den brede facade mod naturen, mens værelserne i gavlen fortsat har udsigt, ro og natur, helt ind i rummene. Grunden er bakket og det er ligeledes flot løst med støttemure og forskellige niveauer.
Foruden at være placeret tæt på naturen – som for alvor er et besøg værd – er adressen kort fra Odenses midtby, skole(r), daginstitutioner og indkøbsmuligheder. Derfor får du på Kærsangervænget 9 den bedste kombination af naturens ro og byens liv….