Beskrivelse
18889 kvm. med udsigt til Høje Møn, Borrensbjerg & Langø, over farvandet Ulvsund
Når solen står mod syd og strålerne stille og roligt begynder at gøre deres indtog i ejendommen~ – stiger lysten ganske enkelt – til at komme ud og nyde vejret og udsigten på terrassen.
Til trods for, at man befinder sig – som nabo til et fuldt udbygget villakvarter, føles det på ingen måde, som om man er klemt inde. Årsagen er sansynligvis den store have og grund på 18889 kvm. der skråner mod syd og samtidig gør, at man er fuldstændig privat og ugenert.
Ud mod vejen syner ejendommen meget anonym – rent faktisk kan man intet set overhovedet af selve bygningssættet, idet træerne der omkranser grunden er så høje, at man selv kan se ud, men ingen andre kan kigge ind og alt er med fokus på den formidable udsigt over vandet.
Ejendommen er et gammelt længehus, hvor største dele er med gulvvarme, facaderne er pudsede, taget er eternit, her er ældre ladebygning i træ, god muret garage med port og inde i “krattet” – gemmer der sig et gammelt drivhus og udhus.
Området er yderst stille og fredeligt – på strækningen mellem Vordingborg og Møn – med kun få minutters kørsel til lystbådehavnen i Kalvehave.
Tager man i stedet turen over Dronning Alexandrines bro mod Møn – nåes den hyggelig købstad Stege indenfor ca. 10 minutters kørsel og skulle lysten til golfspil opstå – køres der blot videre i 6 min. og man kommer til 18 hullers golfbane ved Præstekilde Hotel.
Gammel Kalvehave er en lille by på Sydsjælland med 793 indbyggere. Gammel Kalvehave ligger en kilometer vest for Kalvehave, 3 kilometer øst for Langebæk, 12 kilometer fra Stege og 15 kilometer øst for Vordingborg.
##
Øst for byen ligger Kalvehave Kirke, mellem Gammel Kalvehave og Kalvehave. 5 minutters gang fra området ligger et lille fiskerleje Gammel Kalvehave Havn, som er en hyggelig lille jollehavn med udsigt til Dronning Alexandrines Bro og kyststrækningen med øen Langø overfor. Havnen har gennem årene først og fremmest været havn for fiskerne, der har landet ål og rejer og andre spisefisk, men i de senere år har den med anlæggelsen af Marinaen i 1970erne og 80erne mere været hjemsted for fritid og turisme, med kun få erhvervsfiskere tilbage.
“Gammel” i bynavnet hentyder til at denne by er det oprindelige Kalvehave, som mistede betydning, da stations- og færgebyen opstod længere mod øst og i dag rummer restaurant, lystbådehavn og en købmand.
Vejen ned til ejendommen er lige så privat som alt det andet og sagte som man kommer ned ad vejen, kommer selve ejendommen til syne.
Når man træder ind i ejendommen – hvor det primære fokus har været rettet mod udsigten, forstår man meget bedre det hele – hvor udsigten over vandet kan nydes i fulde drag.
Køkkenet er stort og funktionelt og hænger naturligt sammen med stuen.
Her er entre, som er under ombygning og må tages som den er.
Soveværelset er stort og rummeligt, badeværelset er lyst, med fliser og bruseafsnit, børne/gæsteværelse samt stort klinkebelagt bryggers/baggang/fyrrum, hvor pillefyret er installeret (og ifølge sælgers børn er fra ca. 2018).
Køber gøres særligt opmærksom på, at der på ejendommen forefindes en gammel staklade, et gammelt skur og et ældre drivhus, som IKKE er godkendt- og påført B.B.R.-ejermeddelsen og såfremt køber IKKE ønsker at overtage disse bygninger som de er og forefindes, bekoster og foranstalter sælger disse nedrevet og bortkørt, inden overtagelsen….