Beskrivelse
Denne indflytningsklare lejlighed med en stor altan står knivskarpt og klar til at byde enten solisten eller parret velkommen til det attraktive Valby Have, hvor de moderne standarder er i top på alle 95 m2.
Boligens store alrum byder på et stilrent køkken med masser af opbevaringsplads og integrerede hårde hvidevarer – her kan der i forlængelse indrettes en spiseplads foran de store panoramavinduer. I rummets anden ende er det muligt at lave en sofaafdeling, hvor et lille indhak i væggen skaber plads til et skrivebord eller et hobbyhjørne. Lejlighedens lyse gulve strækker sig hele vejen ind i soveværelset, der også er indrettet med både hvide vægge, lofter og skabe, mens rummet afrundes af et smukt hjørnevindue, der sørger for et dejligt lysindfald dagen lang. Lejligheden fuldendes af et stort badeværelse med separat bruseniche og plads til vaskemaskine og tørretumbler samt et depotrum til støvsuger, ekstra klapstole til gæster og deslige.
Du kommer til at bo på fjerde sal, som afskærmer dig fra gadens lyde og indkig, og fra lejlighedens stue er der adgang til en altan, der vender mod solens stråler det meste af dagen, og hvor der er udsigt til en rolig baggård. I baggården er det også muligt at slå sig ned med en god bog, nuppe en eftermiddagslur eller tage aftensmaden med ned i de varmere måneder.
I Valby blomstrer der jævnligt hyggelige spots op, og her i Valby Have kommer du til at bo mellem cafeliv, grønne pladser og små butikker. Fra lejligheden er der kun en kort gåtur til Valby Idrætspark, hvor foreningslivet bugner af liv, og bag den ligger Valbyparken, hvor du både kan bade fra en sandstrand, spise frokost ved lystbådehavnen, opleve festivaller og gå en tur blandt alpakaer på Sydhavnstippen. Hverdagens fornødenheder er lettilgængelige i dit nye lokalområde, hvor stationen både København Syd og Valby Station, Spinderiet og Tingstedet kan nås på en kort gåtur, mens cyklen tager dig til København K på et kvarter.


