Beskrivelse
Gennemrenoveret 2-værelses lejlighed i Vestbyen
Velkommen til Vestbyen – et af Aalborgs mest populære kvarterer, hvor byens puls og hyggelige omgivelser går hånd i hånd. Fra lejligheden på Kastetvej 127 har du alt lige udenfor døren: dagligvarebutikker, caféer og gode busforbindelser lige ved døren. På cykel eller til fods når du hurtigt Aalborg centrum, og samtidig er du tæt på de grønne og rekreative områder som Vestre Fjordpark og naturskønne Egholm. Her får du den perfekte balance mellem byliv og natur.
Lejligheden er en gennemrenoveret 2-værelses bolig på 59 m 2 , beliggende på 3. sal i en klassisk ejendom fra 1937. Her er der lagt vægt på både stil og funktionalitet, så du kan flytte direkte ind uden at skulle tænke på modernisering. Renoveringen er udført professionelt for få år tilbage og lejligheden står i fantastisk stand.
Den rummelige stue har et skønt lysindfald og fin plads til både sofa- og spiseafdeling. Køkkenet fremstår moderne og veludstyret med bl.a. opvaskemaskine. I skabsvæggen på soveværelset er der desuden integreret vaskemaskine – en sjælden og praktisk detalje i en lejlighed af denne type. Badeværelset er ligeledes renoveret i en tidløs stil, der fuldender helheden og byder desuden på god stor bruseniche samt gulvvarme.
Til lejligheden hører både kælderrum og loftsrum, hvilket giver ekstra gode opbevaringsmuligheder.
Alt i alt får du en lejlighed, der bare spiller på alle parametre – uanset om den skal bruges til forældrekøb, den unge studerende, der vil ind på boligmarkedet, eller som en attraktiv investeringscase til udlejning.


