Beskrivelse
Bo godt og billigt. Lige klar til indflyt! – Husk vi fremviser alle ugens dage; efter aftale.
Denne indflytningsklare villa er beliggende på en rolig, blind villavej i Vinde, med en fantastisk udsigt over åbne marker, hvilket skaber en idyllisk og charmerende atmosfære. Ejendommen har en velholdt have med terrasser både mod øst og vest, og en præsentabel forhave med indkørsel til en nymalet garage og carport på 54 m². Grunden på 966 m² er omkranset af hæk, og baghaven har et dejligt plæneareal.
Boligen, der er opført i 1971 og senere udvidet med en hyggelig udestue, har et samlet boligareal på 120 m² plus 24 m² udestue. Den er bygget i kalksandsten med trævinduer, som alle er nymalede, og et sort eternittag, der netop er blevet gennemgået og renoveret. Alle overliggerne ikke er blevet skiftet (1 undtaget). Ejendommen er opvarmet med naturgas, men fjernvarme er på vej og forventes at være i drift inden 2025.
Indretningen byder på en entre med adgang til en fordelingsgang med indbyggede skabe. Værelsesafdelingen rummer tre soverum, alle med faste skabe, samt et lyst badeværelse med bruseniche i glasbyggesten og gulvvarme. Der er også lagt nyt gulv i både badeværelse og bryggers. Bryggers, bad og køkken har fået udskiftet både koldt- og varmtvandsrør.
Fra gangen er der adgang til en rummelig stue med stort skydedørsparti, der fører ind til et dejligt køkken-alrum med god spiseplads. Stuen har udsigt over de åbne marker og direkte udgang til udestuen, der igen fører ud til en vestvendt terrasse, hvor aftensolen kan nydes.
Boligen fremstår lys og indbydende med rustikke ludlofter (undtagen badeværelset, som har gipsfelter), egetræs stavparketgulv i stuen, parketgulve i værelserne og praktisk linoleum i gangarealet. Dette hus er perfekt til dem, der ønsker et indflytningsklart hjem på en dejlig grund i et roligt kvarter – og det til en meget overkommelig pris….