Beskrivelse
Først og fremmest sig selv, fordi de er blevet for gamle til at være andet …
Klaus Rifbjerg sagde en gang, at ungdommen er, ironisk nok, ikke for nybegyndere. Det er der noget om, også når vi taler om nye versus ældre sommerhuskvarterer. Sommerhuskulturen er ædelrust, det er den patina, som kommer med årtierne. Derfor er mange af sommerhusene i de ældre kvarterer først og fremmest sig selv, fordi de er blevet for gamle til at være andet. Som sommerhuset på Kildevej 19, der begyndte som et lille bjælkeanneks i 1936. Renoveret og tilbygget i 1990erne står det i dag som et klassisk, sort bjælkehus med hvide sprossevinduer. Ja, hvor heldig kan man være, et sommerhus fra sommerhusenes barndom, for med tilbygningen har det været ærlig over for sig selv i den ånd og tid, hvor det hele begyndte. Det er kvarteret med grusveje og en af Sjællands bedste strande lige om hjørnet. Med 135 m2 er det et stort sommerhus. Mange soveværelser, mange sengepladser, masser af plads til børnefamilien og alle deres venner. Med syd- og vestvendt terrasse fra den ene ende af huset til den anden fylder udendørs en del. Men sådan skal det være, for ude betyder lige så meget som inde i et sommerhus. 2 køkkener, ét stort i den store afdeling, ét mindre i annekset. Velbekomme. Kildevej i Hornbæk er ikke lang, slet ikke, og så ligger den på en af de bedste beliggenheder midt mellem Hornbæk og Dronningmølle. Selv tak.Grunden er på 1.574 m2. Fra Kildevej er der 10 minutter til Ruslands Bakker og Tegners Museum. Vandet i Hornbæk er stadig Øresund, for Kattegat begynder først længere mod vest efter Nakkehoved Fyr. Men Solen går ned hver aften langt ude i Kattegat, og solnedgangene fra stranden i Hornbæk er mageløse. Hornbæk er én af de ældste sommerhusbyer i Danmark. Hornbæk har stor natur og lyset fra havet, og fordi den ligger kun små 50 kilometer fra København, så blev byen naturligt den sommerhusby, som først fik kunsternes og borgerskabets opmærksomhed….