Beskrivelse
Lyst og indbydende byhus med gårdhave i hjertet af Rønne
I et af de hyggelige, brostensbelagte stræder i Rønnes gamle bydel kan du nu erhverve dig dette skønne byhus. Huset er i 2006 opført på ny, hvor den eksisterende bolig blev revet ned. Boligen fremstår lys og venlig med masser af spændende detaljer, åbne opholdsrum og en dejlig, lukket gårdhave. Du bosætter dig centralt og samtidigt fredeligt i den gamle bydel, der emmer af charme med brosten og stokroser. Fra adressen har du alt, hvad du skal bruge, inden for nær rækkevidde, da du hurtigt kan gå til bymidtens butikker samt havnen og Galløkken, hvor gåturen langs stierne fører dig til den fløjlsbløde sandstrand. Kort fortalt får du en perfekt kombination af by, havn, vand og skov. Byhuset er opført af en snedker, hvilket tydeligt skinner igennem ved de mange flotte materialer, der er anvendt. Hele stueplan har gulvvarme, og du træder som det første over dørtrinnet til bryggerset, som er rummeligt og har udgang til gårdhaven. Dernæst kommer det åbne køkken-alrum og stuen, hvor dagslyset strømmer ind fra flere verdenshjørner. Køkkenet er udført i et let og tidløst design med hvide, udskårne skabselementer, der ledsages af en massiv træbordplade. Opholdsmiljøet har også en brændeovn samt en terrassedør. Etagen afrundes af et smukt badeværelse med topmonteret håndvask og glasafskærmet bruseniche. Førstesalen har loft til kip, synlige bjælker og ovenlysvinduer, hvilket sikrer et massivt lysindfald. Her finder du en stor stue og et soveværelse. Den skønne, lukkede gårdhave er anlagt af en havearkitekt og fungerer som en vidunderlig oase midt i Rønne by. Lyder det som noget for dig ? Så kontakt os for en fremvisning eller for nærmere information allerede i dag….