Beskrivelse
Lys og charmerende murermestervilla i naturskønne Klintebjerg
– Velholdt murermestervilla fra 1957
– Mange stemningsfulde anslag
– I attraktive Klintebjerg nær Skovløkkeskolen
Nu har vi fornøjelsen af at udbyde denne velholdte murermestervilla, og selvom her er tale om et godt indrettet og charmerende hus, er det alligevel det umiddelbare nærområde, som gør stedet til noget helt særligt. Villaen ligger nemlig i attraktive Klintebjerg, hvor det aktive lokalmiljø kun toppers af den naturskønne beliggenhed ved Odense Fjord.
At det er et nærmiljø, som værdsætter de smukke omgivelser, vidner de mange lokale foreninger om. De mere traditionelle idrætstilbud suppleres af saunagus, stand-up-paddle og vinterbadning, mens shelters og den nybyggede naturlegeplads giver jer endnu flere muligheder for at nyde området. Landsbyens hyggelige havn er omdrejningspunkt for mange af de lokale tiltag, og I kan naturligvis gå til det hele.
Oveni har I ikke mere end 2,5 kilometer til Skovløkkeskolen, som ud over skole til og med 6. klasse også har integreret vuggestue, børnehave og SFO. Det tager fem minutter at køre til Otterups supermarkeder, og Odense ligger 15 minutter væk.
Den klassiske villa er fra 1957 og hører dermed til den yngste generation af murermestervillaer. Boligen rummer 176 etagemeter, og indenfor sættes stemningen af en gavmild loftshøjde i stueplan, lyse plankegulve i mange af boligens rum og en smuk trappe, der binder etagerne elegant samme. I får tre værelser, hvoraf de to ligger samlet på førstesalen. I stueplan finder I det største værelse, hvor mange vinduer og udgang til haven er med til at skabe en let stemning.
Et godt og gennemstrømmende lysindfald kendetegner ligeledes den indbydende opholdsafdeling, som bliver ekstra hyggelig, når I tænder op i brændeovnen. Køkkenet kan fint rumme et spisebord til de daglige måltider og selvom det ikke er nyt, har de klassiske fyldningselementer en stil, som passer godt til husets atmosfære. Stueplan afrundes af et lille gæstetoilet, mens det egentlige badeværelse ligger sammen med et par disponible rum i kælderen. I får dertil en stor entré med god plads til overtøjet.
Med en central placering på den store grund får plads til at nyde udelivet på begge sider af huset. Klintebjerg er desuden i puljen over områder, hvor forsyningsselskaber i øjeblikket regner på udrulning af fjernvarme. Endelig afklaring forventes i efteråret 2022.
Lad os fortælle mere om den fine villa og det eftertragtede område ved en fremvisning. Kontakt os….