Beskrivelse
Skønt fritidshus med fantastisk udsigt til fjorden
Dette charmerende og nydelige fritidshus må se sig overgået af sin formidable beliggenhed. For det er én af sommerhusområdets bedste placeringer, I her får med. Ud over få hundrede meter ned til stranden, cafeteriet og legepladsen får I nemlig også glæde af en uimodståelig udsigt over området og selvfølgelig fjorden – en udsigt I har glæde af ude som inde.
Fritidshuset ligger tilbagetrukket fra vejen, og det er dermed en uforstyrret og afvæbnende stemning, der tager imod jer på Klintevej 9. Det kuperede terræn sætter også et lille aftryk på den 1.052 m² store grund, og det er udnyttet til en hyggelig niveauforskel mellem opholdsafdelingerne indenfor. Størstedelen af den nemme have er plan, og skulle fodbolden alligevel trille med for meget fart på hen mod skråningen, bliver den hurtigt stoppet af hækken, der omkranser det meste af grunden.
I finder gode terrasser på flere af husets sider, og mens den overdækkede terrasse mod øst er bedst til at nyde udsigten, er den store fliseterrasse på sydsiden bedst til at blive varmet igennem af solen.
Selve fritidshuset er fra 1977, men grundige opdateringer og et konsekvent vedligehold giver jer et hus, der fremstår langt yngre. Det ydre vedligehold karakteriseres af nyere tagpap, mens træfacaden blev malet i 2021. Indenfor er de 84 m² godt disponeret. To gode værelser ligger sammen med badeværelset ved entréen. Badeværelset blev flot moderniseret i 2020, og da køkkenet ligeledes er fra 2020, er der faktisk ikke noget, I skal tage hånd om, inden I kan slappe af i de hyggelige rammer. Selv gulvene er blevet slebet, og væggene er malet hvide for en optimal udnyttelse af det gode lysindfald.
Køkkenet er integreret i det åbne, todelte opholdsmiljø, hvor varmepumpen og brændeovnen er en effektiv duo, så I også kan holde varmen uden for sæsonen. Og med den imponerende udsigt er det absolut et fristende tilflugtssted til at følge efterårsstormenes skumtoppe på vandet, selvfølgelig i godt selskab og helst suppleret af en kop varm kakao.
Sommerhusområdet Gjellerodde er beliggende lige ud til Limfjorden og fra huset er der kun få minutters gang til badebro og gode badeforhold. Lemvig by er kun 5 minutter væk i bil og har et fint handelsliv og hyggeligt havnemiljø. Gjellerodde og Lemvig er kendt for sin bakkede og smukke natur der omkranser hele området og hér findes bl.a. én af landets smukkeste golfbaner, det brusende Vesterhavet kun 14 km mod vest og Klosterheden 12 km herfra. Fra Lemvig til spidsen af Gjellerodde er der lavet en planetsti, hvor du møder skulpturer af samtlige planeter på din vej, og på din rute kan du passende gøre et stop ved Museet for religiøst kunst. Der er mulighed for både at holde en aktiv ferie eller trække stikket ud og slappe af sammen med hele familien. Fra huset er der et fint stisystem, som leder dig rundt i området, ned til vandet eller forbi restaurant Odden, hvor der er god anledning til et lille stop og en forfriskning fra kiosken eller i restauranten mens børnene leger på den store legeplads.
I området ligger også Thyborøn, som er endnu en meget hyggelig havneby, der hver sommer trækker mange turister til på grund af sit aktive og hyggelige havneområde med strand, butikker og restauranter side om side.
Vestkystens barske men utroligt skønne og smukke natur, gør det muligt at nyde sin ferie både inden- og udendørs uanset vejr og vind. På aktivitetslisten ligger flere muligheder som windsurfing, kajak, sejlads og både ved Vesterhavet og i Klosterheden er der gode ruter til mountainbike, ridning og gåture.
Et fritidshus som dette hænger ikke på træerne – kontakt EDC Lemvig på tlf. 96 63 40 00, så tager vi jer med på en fremvisning….