Beskrivelse
LÆKKER EJENDOM I ET NATURSKØNT OMRÅDE
Her får I en lækker renoveret ejendom i én af Vestsjællands skønneste områder.
I kommer til at bosætte jer i dejlige Vindekilde, hvor I kan glæde jer over et skønt sammenhold. På vejen finder I naboer i alle aldersgrupper med ældre, yngre og børnefamilier. Der bliver årligt afholdt en stor byfest i lokalområdet og 1 gang månedligt kan man mødes i skoven til fredagshygge med de andre lokale.
Selvom I bosætter jer ude på landet med skøn udsigt over området, så er Fårevejle Stationsby og Hørve kun ca. 5,5 km. fra jeres ejendom. Bussen stopper udenfor jeres dør, som giver jer gode offentlige transportmuligheder til både Asnæs og Fårevejle St. I Fårevejle og Asnæs er der togstation med linjer mellem Nykøbing Sj og Holbæk. Både Fårevejle og Hørve byder jer på gode indkøbsmuligheder, sport og meget mere. Hvis I vil på den store indkøbstur kan I tage til Asnæs Centret, der byder på et hav af forretninger. I Asnæs finder I også Odsherreds Gymnasium.
Naturen i området er helt unik med de store skovområder, som kan give jer timevis af gåture. Fra I træder ud ad jeres hoveddør til I er hoppet i bølgen blå på stranden er der under 1,5 km. Når I er ude på en af jeres gåture, kan I slå vejen forbi smukke Vejrhøj som med sine 121 m. giver jer udsigt over næsten hele Odsherred og vandet. Vejrhøj er Sjællands 3. højeste punkt og har en rig kulturhistorie. Det er bl.a. den rige kulturhistorie fra Vejrhøj har været skyld i, at området er udnævnt som Danmarks første UNESCO Global Geopark. Hvis I er til lækre spisesteder, så findes Dragsholm Slot, som er indehavere af intet mindre end en Michelin stjerne. I kan sagtens købe den store vinmenu og lade bilen blive hjemme, da I kun bor 1,5 km. fra slottet.
Boligen har gennemgået en totalrenovering igennem årene. Her skal det nævnes, at taget på huset er fra 2015, tilbygningen med garage og bryggers er fra 2006, vinduer er løbende skiftet igennem årene, hele 1. salen er indrettet i 1992 og meget mere.
For at komme ind i boligen skal I igennem den lækre garage fra 2006. Garagen har el-port, gulvvarme og støbte gulve. Her er indrettet et separat rum som bruges til hobbyrum – her kan indrettes evt. lækkert værksted eller lignende. I hobbyrummet er også en luft til luft varmepumpe. I garagen finder I ligeledes et rummeligt bryggers med skabsplads for alle pengene.
Selve boligen indeholder indgangsparti med trappe til 1. salen, flot gæstebadeværelse fra 2009 med gulvvarme, stort køkkenalrum fra 2009 med Vordingborg køkken og kvalitets hvidevarer. Køkkenalrummet er i vinkel med stuen og har klinker med gulvvarme, pilleovn, stort vinduesparti og udgang til den vestvendte terrasse.
På 1. salen finder I 2 børneværelser, lyst badeværelse og stort forældresoveværelse. I forældresoveværelset finder I en fuld skabsvæg og udgang til den store sydvestvendte altan med en fantastisk udsigt over området samt havkig. I alle soveværelser og gangarealet har i det samme trægulv.
Ejendommen har centralstøvsuger og opvarmes med pilleovn samt oliefyr.
Af udendørsarealer får I en dejlig vestvendt baghave med stor fliseterrasse, brændeskur og drivhus. Forhaven som er østvendt, er det perfekte sted at nyde jeres morgenkaffe på den hyggelige terrasse. Til ejendommen hører også en god fliseindkørsel med plads til flere biler.
Hvis I drømmer om at bo i skøn natur i en renoveret villa, så er Kolåsvej 12 ejendommen for jer!…