Beskrivelse
HYGGELIG LEJLIGHED I HJERTET AF SLANGERUP
HYGGELIGT RÆKKEHUS/LEJLIGHED I HJERTET AF SLANGERUPDet kan være alt fra singlen til parret eller den lille familie, der inden længe kan folde tilværelsen ud i de hyggelige rammer her på Kongensgade 17F, hvor et velindrettet rækkehus venter på nye ejere. Huset folder sig ud med to etager og de 68 kvadratmeter, er udnyttet til fulde, så det bliver til to gode værelser på førstesalen og i stueplan får man et dejligt opholdsrum med køkken og badeværelse. På førstesalen er der indtænkt opbevaringsmuligheder, for både reposen og begge værelser har indbyggede skabe. I får også et loftrum, og nedenunder finder I et depotrum under trappen, så I kan nemt gemme ting af vejen og kun give plads til pæne møbler og nips i hjemmet. I stueetagen starter turen i en entré, som er indrettet med et praktisk klinkegulv og samtidig giver adgang til flisebadeværelset med vaskemaskine. Derudover er pladsen dedikeret til føromtalte opholdsrum, hvor stuen og køkkenet forenes til hjemmets naturlige samlingspunkt. Et funktionelt køkken sætter rammen for madlavningen, og opvaskemaskinen klarer resten af arbejdet, når I sætter jer til rette om spisebordet. Opholdsrummet er, som de fleste rum i huset, indrettet med et charmerende trægulv, der bidrager til den varme, hjemlige atmosfære. Endnu et plus er døren, der leder jer fra stuen og direkte ud til sol og sommer i jeres dejlige gårdhave. Her får I et vestvendt uderum, hvor hegnet sørger for privatliv, så aftensolen kan nydes i ugenerede rammer. Terrassen er belagt med fliser, så uderummet kræver minimal vedligeholdelse, hvilket giver jer god tid til at nyde udelivet med grillhygge og vennebesøg. Det fine rødstenshus ligger i en bebyggelse opført i 1984, og foran rækken af huse er der anlagt parkeringspladser; der er altså tænkt på bilen, men også på cyklerne, som kan parkeres i ejerforeningens fælles cykelrum. I det daglige kan I dog uden problemer forlade adressen til fods, for I bosætter jer i hjertet af hyggelige Slangerup. I har adresse på byens hovedgade, Kongensgade, men bebyggelsen ligger på en lille, lukket stikvej tilbagetrukket fra selve vejen, så I bor på én gang roligt og centralt. I finder hurtigt vej til butikker, indkøb, biblioteket, nærmeste børnehus, spisesteder, biografen, rutebilstationen og svømmehallen. Slangerup har det hele, og også skøn natur i nærområdet, hvor der er lagt op til lange gåture i den friske luft.Kom selv ud og oplev rækkehuset/lejligheden med den attraktive beliggenhed. Kontakt Freck Bolig allerede i dag….