Beskrivelse
I Rørvig skinner Solen helt sikkert muligvis lidt mere …
Solen skinner lidt mere i Rørvig. Ja ja, det siger de også på Bornholm, Læsø og Samsø, og det gør den også. Men i Rørvig skinner den helt sikkert muligvis lidt mere. Okay så, men sikkert er det i hvert fald, at når Solen rammer, har alt en skygge. Heldigvis. Det gælder også sommerhuset på Koralvænget, som ligger tæt på Højsandet, en 3 kilometer lang og 11 meter høj indlandsklit dannet over 400 år ved at bønder forsøgte at bremse sandflugten. En sti på højderyggen går direkte til Dybesø og Korshage for at ende på en af Danmarks bedste badestrande med klitter, marehalm, sand og riller i kattegathavbunden.Koralvænget 14 er bygget i 1976 på en blind sommerhusvej med bare 12 sommerhuse på vejen. Stort og pivhyggeligt er det med hvide skodder for vinduerne. Her er 188 m2 og en fuld udnyttet 1. sal, altså masser af plads til familien med børn og venner på besøg. Grunden er på 2.036 m2 med en have, som kalder sig naturgrund. Mange tak, får man lyst til at sige, for det betyder meget lidt havearbejde. Morgenkaffe på terrassen, og sol på maven, når Solen går over i syd. Koralvænget ligger stort set midt i Rørvig, men også på kanten af skoven. Havnen er det naturlige samlingspunkt for alle, en gåtur på bare en lille kilometer. 2 færger sejler fra Hundested til Rørvig. Den ene hedder Isefjord, den anden Nakkehoved, opkaldt efter halvøen syd for Rørvig. Færgen er den hyggeligste tur til og fra Rørvig i Odsherred. Rørvig er en del af det UNESCO-bevarede område i Odsherred. Her er gårdbutikker, hvor børn plukker jordbær og graver kartofler op. Det er heller ikke helt tilfældigt, at de bedste restauranter i København køber deres grøntsager i Odsherred, Sjællands spisekammer….