Beskrivelse
Eksklusiv og nyistandsat herskabslejlighed på drømmebeliggenhed
Lige ved Østerport i det eftertragtede norske kvarter venter denne nyistandsatte og exceptionelt smukke lejlighed, hvor klassiske detaljer og moderne komfort smelter sammen i perfekt balance. Her bor du på en af byens mest attraktive adresser – tæt på grønne åndehuller, hyggelige caféer, specialbutikker og dagligvareindkøb. Lejligheden fremstår indflytningsklar med et elegant og gennemført udtryk fra ende til anden – og som en sjældenhed for en ejendom af denne type er der installeret gulvvarme i hele lejligheden.
Højloftede rum med stuk og rosetter danner rammen om boligens lyse atmosfære, mens de brede nylagte Dinesen-gulve og de store vinduespartier fuldender den indbydende fornemmelse. På trods af stueplan opleves ingen klassiske gener – vinduerne ligger ca. tre meter over gadeniveau uden indkig, og der er ingen modstående bygninger i køkken- og stueområdet, blot udsigt til de flotte lyse ambassadeejendomme og den åbne himmel. Det giver et fantastisk naturligt lys hele dagen og aftensol i køkkenet på sommeraftener.
Boligens hjerte er køkken-alrummet med et flot snedkerkøkken og masser af plads til madlavningen og selskabelige stunder. Herfra er der adgang til to store stuer, der let indrettes som spise- og dagligstue. Planløsningen rummer desuden tre værelser og et walk-in-closet, der også snildt kan omdannes til et fjerde værelse. Hertil kommer to stilrene badeværelser, hvoraf det ene har både brus og kar, mens det andet er tilknyttet soveværelset som privat brusebadeværelse. Som det sidste er der et gæstetoilet samt et praktisk depotrum.
Glæd dig også til en drøm af en beliggenhed tæt på alt det bedste, området har at byde på. Østerport Station og indkøb har du inden for få minutters gang, og det samme gælder børnepasning og skole. Ligeledes har du byens rekreative åndehuller lige ved hånden med Østre Anlæg og Kastellets stjernestier inden for kort rækkevidde – og fritiden tilgodeses yderligere af nærheden til caféer og butikker.


