Beskrivelse
FLOT OG INDFLYTNINGSKLAR KVALITETSVILLA, BELIGGENDE I ATTRAKTIVT KVARTER – PERFEKT TIL BØRNEFAMILIEN
Roligt kvarter, lukket villavej og skønt udemiljø, beskriver altsammen beliggenheden af denne flotte etplansvilla i Brylle. Huset passer godt til en større familie og rummer blandt andet fire gode værelser samt et stort opholdsmiljø, hvor køkken-alrum og to store stuer ligger i åben forbindelse. Dertil kan I glæde jer til både for- og baghave, en integreret carport og blot ti minutters gang til gode indkøbsmuligheder.Til ejendommens beliggenhed kan man også lægge naturskønne omgivelser med skovarealer og åbne marker, mens der er få hundrede meter til et busstoppested og en daginstitution. På cykel tager det tre minutter til Brylle skole, hvor idrætshal og boldbaner ligger lige i nærheden.Huset er fra 1986, og rummer hele 172 boligkvadratmeter og 23 m2 erhverv. Boligens kvadratmeter fordeler sig på en entré med adgang til et gæstetoilet der har sorte granitklinker og et lyst skabsarrangement. Fra entréen er der desuden adgang til det store opholdsmiljø, der rummer et lækkert køkken-alrum og to stuer. Det velindrettede Invita køkken har masser skabs- og skuffeplads og en velplaceret køkkenø med kig ud over opholdsmiljøet. Hele opholdsmiljøet er lyst, og fra både alrummet og den ene stue kan I slå sprossede glasdøre op til en solrig terrasse. De mange kvadratmeter kan let indrettes med et langt spisebord, et rummeligt sofaarrangement og eksempelvis et legehjørne til familiens yngste. Den ene stue giver desuden adgang til et af husets værelser, mens de resterende tre værelser er placeret i den anden ende af huset, der desuden rummer boligens badeværelse, der er indrettet med sorte granitklinker, dobbelt håndvask og en glasafskærmet bruseniche. I denne afdeling finder I også boligens bryggers, der har egen indgang, gode opbevaringsmuligheder og plads til vaskefaciliteter. Afslutningsvis er der boligens erhvervskvadratmeter, der på nuværende tidspunkt er indrettet som frisørsalon. Huset fremstår velholdt og er løbende renoveret. Bl.a. blev badeværelse og toilet istandsat i 2019. I alle værelser og opholdsrummet ligger der parketgulve af asketræ, mens der på de resterende arealer er lagt sort granit. De mange vinduer giver et flot lysindfald, der bidrager til den indbydende stemning i hele boligen, ligesom den gode planløsning giver mulighed for, at familien kan indrette sig med adskilt forældre- og børne/ungeafdeling. Haven er enkelt anlagt med stenbede og enkelte træer, mens den ugenerede terrasse let bliver et hit på sommerens lune dage.Er dette svaret på jeres boligdrømme? Så kontakt os for en fremvisning….