Beskrivelse
Naturskøn lystejendom på Kvindbjergvej 19
De to boliger er omgivet af en betagende natur, med 26 tdl. hvoraf ca. 10 tdl. er fredskov og med ca. 200 år gamle stynede bøgetræer. Den naturskønne beliggenhed giver mulighed for fremragende jagt på råvildt, dåvildt og lejlighedsvis kronvildt, samt en prima sneppejagt. Gode naboaftaler omkring jagten sikrer en harmonisk sameksistens med naboerne, som stort set alle har boet her i over 30 år.
Hovedhuset omkranses af terrasser mod nord, øst, vest og syd, og med en lækker ca. 120 m2 stor træterrasse fra 2019. Der er i hovedhuset en særskilt afdeling mod vest, med dobbeltmuret brandvæg, og dør med smæklås, samt egen indgang, toilet med bruser og to gode værelser, samt en stor bred opholdsrum/fordelingsgang, som f.eks. kan bruges til kontor, børne/forældre, eller teenager afdeling. Denne afdeling samt den ekstra bygning på ca. 90 m3, gør ejendommen ideel til forskellige anvendelser såsom kontor, erhverv, teenage-bolig, udlejning, bed and breakfast eller Airbnb. Den ekstra bygning er totalrenoveret i 2004, samt har fået nyt tag i 2018. Der er to etager, og fra 1 salen er der udgang til stor tagterrasse med sol fra solopgang til solnedgang.
Med 700 meter til nærmeste nabo, er der rig mulighed for privatliv og ro. Samtidig er ejendommen praktisk beliggende med kort afstand til skolebus og NT rute 73, som kører i både nord- og sydgående retning. Motorvejsafkørsel 15 Jyske Ås, på E45 ligger også tæt på, hvilket gør det nemt at komme til både Aalborg, Frederikshavn og Sæby på omkring 20 minutter. For de daglige indkøb er der en stor velassorteret Meny i Klokkerholm, kun en kort køretur væk. Klokkerholm, og Hjallerup skole, samt Dronninglund Gymnasium ligger også inden for kort afstand, hvilket gør det ideelt for familier med børn i skolealderen. Der er 19 km til østkysten, og den børnevenlige strand i Aaså, og 38 km til vestkysten, og Blokhus Strand.
Ejendommen er ikke kun et hjem, men også en livsstil. Her kan du nyde et rigt dyreliv med firben, salamandre, stålorm, tudser og frøer, samt skovduer, fasaner og snepper om efteråret. Fugleentusiaster vil glæde sig over, de mange fuglearter, herunder ejendommens trofaste ugle, grønspætter, rovfugle og sangfugle, der dagligt kan høres og observeres. Der er etableret en stor økologisk “no dig” køkkenhave med bla. over 60 bærbuske, og et veletableret stort 6 års aspargesbed.
Kvindbjergvej 19 er en sjælden mulighed for de naturinteresserede, der ønsker at bo i en skøn og fredelig oase, men stadig have nem adgang til byens bekvemmeligheder….