Beskrivelse
Stor, moderniseret villa med skøn have i Otterup
– Charmerende og moderniseret villa
– Fire værelser og to badeværelser
– Nem have med hyggeligt shelter
– Èn af Otterups centrale adresser
Flotte moderniseringer, rigtig god plads og en afgørende adresse i Otterup er kort sagt dét, der venter jer her på Langelinie 41. Villaen rummer 159 m2 i super stand, og I får dertil en dejlig og nem have anlagt med et hyggeligt gårdhavemiljø samt et komplet ugeneret shelter bag den brede carport.
En central adresse er lig med nem adgang til det meste, og det gælder især for Otterup, hvor butikslivet er mere end almindeligt fristende. Børnefamilien serviceres med kort afstand til Børnehuset Mini-Max og Sletten Skole Nordvest lige ved siden af. Også privatskolen er udgør et reelt, nærliggende alternativ, så I får frihed til at vælge den retning, der passer jeres børn bedst, uden at dagligdagen skal kompliceres af dén grund.
Den charmerende villa fra 1937 er opdateret til at modsvare moderne behov, og indretningen er lys og indbydende. Og så er her plads at gøre med. Tre af de i alt fire værelser ligger sammen med en møblerbar repos på førstesalen, hvor værelserne får følgeskab af et lille toilet. Dette suppleres af hele to pæne badeværelser med lyst inventar i stueplan, og dermed er I garanteret fri for morgenstress, selvom alle mand skal ud af døren samtidig. Et rummeligt bryggers afrunder det praktiske islæt, inden opholdsrummene folder sig ud.
Her kan I se frem til en attraktiv helhed, hvor køkken-alrummet og stuen indgår i et åbent rumforløb med fuld udnyttelse af lysindfaldet til følge. Køkkenet er opdateret med hvide, grebsfri elementer og en mørk træbordplade for kontrast, og den åbne forbindelse til stuen skaber en god sammenhæng i hele afdelingen. Samtidig kan stuen stadig indrettes med et hyggeligt sofahjørne, og der er endda en lille krog oplagt til lænestolen eller en hjemmearbejdsplads.
Udenfor er arbejdet også gjort for jer, så haven nu fremstår så nem som muligt. Forhaven er belagt med granitskærver, og det samme gælder for indkørslen og det meste af gårdhaven i krogen af huset. I finder også en vestvendt terrasse i haven, men den afvæbnende shelterplads er alligevel en bonus, som man ikke ser hver dag.
Nysgerrig? Så kontakt os for en fremvisning….