Beskrivelse
Indflytningsklart og topmoderne ende rækkehus ud til naturen
I 2019 blev Ringsted udstykket mod nordøst med Lavetten, et rækkehuskvarter ved et skønt naturområde, hvor man på få minutter kan gå til legepladser, indkøbsmuligheder og sportsfaciliteter.Her ligger de lyse, stilrene facader med markant arkitektur i kontrast til det grønne bagtæppe. Man kan flytte direkte ind i 43B og nyde, hvordan kvaliteten og funktionaliteten spiller sammen om at skabe en hverdag i balance – og netop dette rækkehus, som ligger i første række til naturen, er et af de mest attraktive af dem alle.Fliseterrassen strækker sig omkring hele bygningen, og bagtil afskærmes man fra naboen med en hæk og et hegn, så man har sit udendørsareal for sig selv. Terrassen vender naturligvis stik mod syd, mens man mod nord har fri udsigt over trætoppene og naturen. Haven er overskuelig med et lille græsstykke og en god terrasse, der er perfekt til grillmiddage og hyggestunder.Indenfor breder kvadratmeterne sig ud på to fulde plan, hvor stueetagen er til fællesskabets øjeblikke og første sal er forbeholdt privatlivets fred. Stue, spisestue og køkken samles i en naturlig helhed med store vinduespartier mod terrassen, mens etagen også rummer bad, entré og bryggers. Oppe ovenpå giver reposen adgang til endnu et badeværelse og tre regulære værelser – perfekt til familien.


