Beskrivelse
Velholdt hus i gennemført stil med gode udearealer nær søen i Sejs
På et lukket vejsystem i Sejs-Svejbæk, få minutters gang fra søen og midt i den smukke natur, ligger denne velindrettede og spændende villa, der er lige til at flytte ind i.Sejs-Svejbæk er et utroligt attraktivt område at bosætte sig i, hvor især den fantastiske natur, som beboerne er omkranset af, sammen med de gode transportmuligheder og ikke mindst det trygge børneliv med skole, pasning og foreningsliv, der også findes i byen, er med til at gøre Sejs-Svejbæk til et rigtig skønt sted at bo. Beboerne kan få adgang til søen via et medlemskab af bådelauget, og ved vandet er der borde, bænkesæt og mulighed for at leje en bådplads med mere. Der venter en villa, der blev opført i 1974, med et boligareal på 140 kvm beliggende på en grund, der udgør 978 kvm. Siden opførelsen er der blevet skiftet tag med en konstruktion med ovenlysvinduer, så hvis I har brug for ca. 50 kvm mere, kan det let etableres på førstesalen, som dog ikke er udnyttet i dag.Villaen er løbende vedligeholdt, og inden for det seneste år er stilen blevet strammet op, så der er en god sammenhæng i alle rum.Det samlende hjerterum i boligen er det hyggelige og åbne køkken-alrum og stuen. Køkkenet er veludstyret med blandt andet en funktionel integreret kaffemaskine og nyere elementer i form af køleskab, integreret emhætte og ovn. Via et trin kommer man ned i stuen, hvor en dekorativ panelvæg rammer den indbyggede brændeovn ind. Fra stuen er der udgang til en skøn, solrig og delvist overdækket terrasse med et dekorativt vandspejl.Villaen rummer desuden et praktisk bryggers med vaskemaskine og tørretumbler samt en værelsesafdeling med en fordeler gang, der giver adgang til tre værelser og et lækkert badeværelse.Udendørs venter et skønt udeareal, der udover terrasseområdet også består af en stor græsplæne omkranset af en høj hæk, så her er man i private og ugenerede omgivelser. I haven finder man også en petanquebane og en nedgravet trampolin.Hvis denne flotte villa i en smuk, gennemført stil med en dejlig lukket have og 2 minutters gang fra søen skal være din, så tag kontakt til os allerede i dag….